godt, at du ikke tør lade mig sulte ihjel; du vilde da selv blive dræbt af Bøddelen.
Jeg har flere Midler endnu, blev den Gamle ved. Jeg kan jo indespærre dig i et eenligt Kammer, til du giver Kjøb.
Det har du ikke Lov til; man kan indspærre Folk for Tyveri, men Ingen har Ret til at berøve mig min Frihed, fordi jeg ikke vil lære Latin, Fransk og andre unyttige Ting.
Herremanden svarede: Du er kun tretten Aar og forstaaer dig kun lidt paa, hvad Lærdom er nyttig til. For det første maa du i den Henseende blindt rette dig efter min Villie.
Vil du da ikke fritage mig for nogle af de mange Læretimer? spurgte Drengen.
Nei, svarede Onkelen bestemt, ikke for en eneste.
Efter en Pause begyndte Frits igjen: Onkel, det gjør mig ondt, at jeg maa bedrøve dig. Jeg har altid holdt meget af dig, og veed, at du holder meget af mig. Men i den senere Tid er du bleven saa urimelig, at jeg ikke længer vil blive hos dig.
Naar agter du da at tiltræde din Reise? spurgte Onkelen.
Strax! var Svaret.
Herremanden ringede, og raabte til den indtrædende Tjener: Luk Porten vel i Laas og sæt den store Jernstang for! Derpaa vendte han sig atter til Drengen med de Ord: Da jeg nu er sikker for at din Udenlandsreise just ikke skeer saa strax, som du mener, vil jeg sige dig god Nat. Imorgen tales vi nærmere ved om den Sag.
Da Herregaardens Klokke slog tolv, sprang Frits op af sine Matratser. Hans Tante havde ved Fødselsdage og andre Familiefester skjenket ham nogle Kroner, Ducater og andre Myntsorter af den Slags, som gamle Koner kalde hele Penge. Disse stak han i Lommen og tog i Haanden en liden Jagtflint. Derpaa listede han sig gandske sagte ind i Tantens Soveværelse, drog Omhænget tilside og hviskede:
