Han kastede nogle nyskudte Krager og Spurve paa Bordet og bad Krokonen deraf at tilberede ham et Maaltid. Imidlertid havde den gamle Herremand bragt sin Gaards hele Besætning tilhest, for at eftersætte sin bortrømte Brodersøn. Uheldigviis kom han just i egen Person til den samme Kro, hvor Frits sad ved Bordet og snakkede med de drukne Bønder, mens man i Kjøkkenet plukkede hans Fuglevildt. Saasnart han saae sin Onkel træde ind i Skjenkestuen, sprang han igjennem et aabent Vindue ud paa Marken. Inden Onkelen var kommet paa sin Hest igjen, havde Frits allerede faaet et saa betydeligt Forspring, at han ikke meer stod til at indhente. Han fortsatte sin Flugt tveers over Grøfter og Gjærder, indtil han kom til en stor Bøgeskov, hvor han let kunde forstikke sig. Herremanden havde fra sin høie Hest holdt Øie med Flygtningen og gik nu paa Raad med Bønderne, hvorledes man bedst skulde fange Drengen, som ufeilbarlig for det første vilde søge sig et Skjulested i Skoven. Man fandt det raadeligst, at samle Byens Bønder, omringe Skoven paa alle Kanter, og anstille en formelig Kjapjagt efter ham.
Da nu den store Kreds af Klappere ret forsigtig var draget omkring Skoven, saaledes at intet Levende syntes at kunne slippe bort imellem dem, befalede Herremanden dem, at rykke langsomt frem og vel at randsage hver Busk, som de mødte paa deres Vei. Selv red han tværs igjennem Skoven, ledsaget af sin Gaardsdreng Jochum, der bar en Favn Reeb, hvormed den opbragte Herremand vilde binde sin forlorne Fostersøn, naar han atter fik ham i sin Vold. Omtrent midt i Skoven standsede han sin Hest, og saae med Tilfredshed de befippede Harer og Hjorte springe for sig; thi disse Dyrs Trængsel var ham et Pant paa, hvor nøiagtig Kredsen var sluttet.
Hold nu dit Reeb i Beredskab, Jochum, sagde han, om en halv Times Tid har vi sikkert Fingre paa den balstyrige Krabat.
