Ruder efter en taknemmelig Tilhører. Blot Bondens Døttre holdt Døren paa Klem og kastede nysgjerrige Blik ud til den fremmede Spillemand. Men en vranten Kjærling greb dem med Skjeldsord i Skjørterne og trak dem baglænds ind i Stuen.
I Ravneunger, skreg hun, hvo har givet Eder Lov til at høre paa Musiken? Har kanskee nogen af Jer Penge til at betale med? Her inden for i Smug kan —
Aa Herre Gud, Mo'er, sagde eet af Børnene, vi kunne jo dog ikke lukke vores Øren til.
Her inden for i Smug, gjentog Konen, kan I høre efter saameget, I lyster; men I skal ikke stille Jer til Skue, ellers troer han strax, han skal fortjene Guld og grønne Skove.
En Karl med kroget Ryg og spinkle Been havde været i Stalden for at give Kreaturene Foder. Han sagde til Fritid, i det han gik forbi: Gaae din Vei, Dreng! her faaer du ingen Ting. Hvor kan saadan stærk, arbeidsfør Knegt, som du, vente nogen Almisse. Fy, skamme maa du dig!
Jeg trygler Intet af dig, sagde Frits, hvis Stolthed blev fornærmet ved denne Tiltale. Hvo der Intet vil give mig, har sin Frihed. Jeg vil heller ikke længer staae her og kaste Perler for Sviin.
Pukker du til, go' Karl, sagde Hakkelseskjæreren, da skal jeg snart hjelpe dig paa Porten, din studse Knegt!
Nu løste han Gaardhunden og hidsede den paa den ubudne Musikanter. Men Børnene kom springende bag efter og tyssede paa Hunden, saaledes at Frits s1ap usaaret igjennem Porten. Da han var kommet paa den grønne Plads udenfor Huset, greb de Smaa ham i Kjolen og sagde: Spil os dog et Stykke, gode Herre! Han opfyldte strax deres Begjering, og de sprang omkring ham af Henrykkelse. To stumpede Tvillinger lagde de tykke Arme om hinandens Hals og gave sig til at dandse rundt med hinanden. De lysegule Krøller flagrede løst omkring deres Skuldre;
