Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/359

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Pak, skreg Frits, idet han uden Frugt gav sig til at brydes med de haandfaste Katte, der førte ham.

Jeg nærmede mig til den mishandlede Vægter fra Nørregade, som naturligviis var meest opbragt. Gode Ven, sagde jeg; det er dog Skade, det stakkels unge Menneske nu skal offentlig beskjæmmes for en Ubesindigheds Skyld.

Ubesindighed, svarede han. Ja hænges ved Benene paa Løgtepælen burde det Hundetøi, som lover om og gjør Mudder paa Gaden. Skal saadan Springgaas understaae sig at slaae Kongens Folk i deres Embedsforretninger?

Jeg lod et Par Skilling glide ned i hans Haand, og vedblev: Noget burde man dog holde hans Ungdom tilgode.

Af Ondskab kommer saadanne Streger jo rigtignok ikke, svarede Vægteren; men det skader ikke, han faaer en liden Lexe for en anden Gangs Skyld.

Det er et net ungt Menneske; han er sikkert smukke Folks Barn, blev jeg ved, idet jeg listede nogle flere Smaaskillinger i hans Haand.

Han har et eviggodt Ansigt, sagde Vægteren. Det skjær mig i Hjertet for ham. Jeg skal paa Ære heller ikke være ham haard i min Rapport; men der maa dog være en Slags Orden i Alting.

Jeg gav ham nok et Par Skilling, med de Ord: Eders Øine skulde vel ikke have slaget Eder feil? Har I ikke taget ham for en Anden?

Det bedste Syn har jeg rigtig nok ikke, sagde Vægteren, i det han betragtede Pengene; Jeg trænger haardt til et Par Glarøine, men de koste fire Mark, og jeg usle Stodder eier kun de tre, jeg har her i Næven.

Her er den fjerde, sagde jeg; kjøb saa et Par nye Øine og see Jer for, om I ikke har taget feil af Manden.

Tør De da indestaae mig for, sagde han, at denne hersens