nu lagde sin Haand lettere paa Fritboret, knagede det dog lidt i Bræderne.
Eia, skreg den ene Jomfru; der er en Muus i Kammen!
Aa Snak, raabte den anden; det er kuns Indbildning.
Jo, svaredes der, jeg hørte kun altfor tydelig, den gnavede paa Laagen.
Og om nu saa var, tog den anden Ordet; det var da ingen Ulykke. Jeg kan godt lide de smaa, løierlige Dyr. Deres Haar ere jo saa bløde som Silke. Jeg skal aabne Kammen, hvis du vil hjelpe mig at fange den.
Derpaa nærmede hun sig og forsøgte paa at løsgjøre Laagen. Frits trak forsigtig sit Værktøi til sig, og den formeentlige Muus holdt sig saa stille, som en Muus i hans Sted vilde have gjort. Til al Lykke sad Laagen saa fast, at det gik over en Jomfrues Kræfter at aabne den. Desuden skreg den Frygtsomme:
Ak, sødeste Sophie, lad dog være, lad dog være! jeg døer af Skræk.
Nu vel, svarede Sophie, jeg vil hente Mads Gaardskarl og befale ham at tage Soliman med; den tager godt Muus.
Frits havde hverken Lyst til at give sig i Kast med Mads Gaardskarl eller Soliman. Han steeg derfor tilbage gjennem Skorstenen, inden Jagten gik for sig, høist nedslagen over sit Anslags uheldige Udfald. Hans følgende Gjenvordigheder veed I. Nu befinder han sig i høieste Velgaaende, naar undtages en svulmet Næse, lidt Værk i Lemmerne og et Par blaae Øine, som han fik i Vægterfeiden." —
Zacharias gjorde den Bemærkning, at hvad der især mishagede ham hos Frits, var hans hyppige Forelskelser, der ofte reiste sig af de meest tilfældige Foranledninger, og efter kort Tids Forløb opløstes i Intet.
"Det vil jeg da just ikke regne," tog Bertel Ordet; "det
