Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/373

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Linier, der danne to stumpe Vinkler med hinanden. Forresten er der Intet at mærke ved hans Ydre, naar man undtager en Klumpfod, som gjør ham det nødvendigt, til Brug for sin høire Fod at holde sig en Snørestøvle.

Hvad var det for et Menneske? spurgte jeg Værten.

Det er een af mine Gjæster, gav han til Svar; han kom for et Aar siden til mit Huus og lod til, at have stort Hastværk: thi han bestilte Thevand til næste Morgen Kl. 4, for ret betids at fortsætte sin Reise. Men den næste Dag lod han Vognen afsige. Dette gjentog han siden hver Dag i det første halve Aars Tid; men nu lader det til, at han har slaaet sig til Ro her i mit Huus. Det er et godt Stykke Karl, som aldrig kommer nogen Sjæl for nær; men jeg troer, sandt at sige, han er ikke vel forvaret. Hans Lærdom har gjort ham forrykt i Hovedet.

Valg Deres Ord forsigtig, sagde jeg, thi han er mit kjødelige Søskendebarn paa mødrene Side.

Ja, sagde han; saa maa De jo selv bedst vide, hvordan han har det. Han er forfærdelig folkesky. Igaar lod han en Stige sætte til sit Kammervindue, for at kunne komme ned i Haven [og gjøre sig sin sædvanlige] Motion, uden at gaae igjennem Gjæstestuen. Sommetider ligger han en heel Dag i Dvale, sommetider spanker han op og ned ad Gulvet og giver sig til at præke for sig selv. Men det er jo gandske overflødigt, at jeg fortæller Sligt til Dem. De maa jo selv bedst kjende hans Underligheder. Han gjør os, som sagt, ingen Bryderier. Vi ere blevne saa vante til at see ham humpe omkring her i Huset, at jeg endogsaa troer, vi vilde savne ham, dersom han reiste sin Vei. Min Datter Marie passer meget omhyggelig paa, at han i betimelig Tid faaer sin Mad og Drikke, ellers troer jeg, han af Glemsomhed sultede reent ihjel. Jeg siger tidt nok til hende: Lad os engang see, om ikke hans Natur selv kan minde ham.