standens brede Landevei; derfor komme mine Jeg er aldrig i Ulave. Forresten seer jeg nok, at Forseelsen er min. Jeg burde have ført dig lige til Maalet, aabnet Justitsraadindens Døre, og stødt dig ind i Stuen saaledes, at du havde seet dig nødsaget til at gribe det første det bedste Jeg, for at byde Fruen og hendes gode Familie god Dag. Men siig mig nu, hvad du har taget dig for her i et udslaget Aar?
Jeg har, sagde han, samlet Materialier til mit store Værk over Menneskets physiske og intellectuelle Natur.
Aa, svarede jeg, tænker du paa det endnu? For 10 Aar siden havde du den samme fixe Idee. Det maa blive ret et grundigt Stykke Arbeid. Jeg troede, du studerede Mineralogie, siden jeg saae den store Mængde Stene her paa dit Gulv.
De sindes her alene for Værkets Skyld, sagde han. Jeg har bemærket, at Tankerne glide bedst fra Pennen, naar man besidder aldeles hensigtsmæssige Skriveredskaber. For at faae gode Penne, maa man have gode Knive, og for at skjærpe dem, maa man besidde ret udsøgte Slibestene. Derfor har jeg, inden jeg gik videre, forskrevet adskillige Steenarter, og rigtig nok, som du seer, maattet trænge temmelig dybt ind i Mineralogien som et forberedende Studium.
Herpaa gav jeg til Svar: Dette synes at være ret en grundig Fremgangsmaade, naar du hertil føier et flittigt Studium af Ornithologien, for at løse den Opgave, hvilke Fugles Fjær der yde de bedste Penneposer, og tillige opoffrer nogle Aar til Pædagogiken, for at udfinde, hvorledes en Dreng bedst opdrages, for engang i Tiden at blive en dygtig og retsindig Knivsmed.
Egentlig talt var det slet ikke for vidt drevet, sagde han. Du spotter, fordi du ikke forstaaer mig. Disse Forsøg paa at lette den aandelige Virksomhed ved Materiens Beqvemhed afgive jo tillige Bidrag til Værket selv, ligesom ogsaa Betragtningen
