smukke Møllerdatter, kan jeg finde forklarligt; men at du vil undsee dig for din kjødelige Fætter, der saa tidt har seet dig i din hele Nøgenhed, det gaaer dog altfor vidt.
Bertel, svarede han, jeg forstaaer det neppe selv. Det er et mærkeligt psychologisk Problem. Det gaaer mig som en dødelig Syg, der ei engang har Mod til at aabenbare Lægen alle sine farlige Tilfælde. Saaledes deler Mennesket ved mange Leiligheder sig selv i to Personer, af hvilke den ene søger at føre den anden bag Lyset, imens en tredie, der i Grunden er den samme som de to andre, forundrer sig høilig over denne Confusion. Kort sagt, Tænkningen bliver dramatisk og spiller i Stilhed de meest forviklede Intriger med sig selv og for sig selv; men Tilskueren bliver bestandig paany Skuespiller. Derom anbringer jeg et langt Capitel i mit Værk.
For at han ikke skulde partere sig selv i altfor mange Personer, bragte jeg igjen Talen paa det mishandlede Linned. Jeg udfoldede en hvid Halsklud, som ved sine mange sorte Striber og Spor af Hagen tydelig røbede den Sindrighed, hvormed han havde vidst, bestandig saaledes at sammenlægge den, at en taalelig Yderside kunde føres frem for Dagens Lys. — Kjære Fætter, sagde jeg, man seer af dette Klædes Behandling, at du aldeles ikke mangler Kunstflid. Nødvendigheden vækker af og til endeel slumrende Kunstdrifter hos dig. — Imidlertid havde han tabt sig i Betragtningen over sit eget Hoveds dramatiske Natur, og gav mig intet Svar. Møllerens Gaardhane lod sig høre første Gang, og jeg steeg igjen ud af Vinduet, for at opsøge mit Natteleie.
Nu har I hørt min Fremstilling af min Fætters Væsen og Egenskaber; lad os nu høre, hvorledes Frits udlader sig om ham."
Valentin tog igjen fat paa Brevet, hvor han var bleven afbrudt:
