Snart var min Sjæl i sjette Himmel borte,
Naar Bægeret jeg tømte ned til Bunden.
Dog hastig disse vilde Glæder døde,
Og i min Aand der var saa tomt og øde.
Hør mig, du Aand, som gjennem dine Stjerner
Til den Gjenfødte saa fortrolig skuer,
Jeg elsker dig, du Gamle i det Fjerne,
Jeg seer dit Smiil i alle Nattens Luer.
Nu for dit Rige kjæmper jeg saa gjerne!
Kom frem, du Djævlehær, jeg ikke gruer,
Jeg seer min eneste Forsonerinde,
Ved hendes Haand jeg Himlen nok skal finde.
O, stod jeg i en Lund med hende ene,
Hvor Elskovsfugle høit i Løvet gynge;
O, vilde Du mig ei den Lyst formene,
Min Høire om dit ranke Liv at slynge,
Og see paa dine Øine jomfrurene.
Og vilde hvert et Næb i Luften synge:
Da —
Da — derpaa kan jeg ingen Slutning sætte. Jeg mangler et Riim, og har desuden ingen Stunder. Møllerens Hønsehund giver Hals i Skoven, jeg maa derud.
Da Brevets Oplæsning var endt, sagde Zacharias: "Hvad var det for Snak, der stod om Hyrdindens ravnesorte Lokker. Jeg har dog hidtil ikke troet, at han har ført noget egentlig ryggesløst Liv."
"Nei ingenlunde," svarede Bertel. "Det er en poetisk Fiction, som staaer der blot for at pynte, uden at det skal have nogen egentlig Betydning. Han kjender slet ingen Hyrdinde; thi Korøgteren paa Ørnholm, hvor hans Onkel boer, har, saavidt jeg veed, ingen Døttre. Svinerøgteren har vel een, men hendes
