Rullader, og endte som med et afbrudt Suk. Taarer strømmede Christian ned over Kinderne, da i det Samme Valdhornet fløi gjennem Luften ud i Græsset, og da man vendte sig tilbage, svang den krøllede Frits sig frisk og rødkindet, med den høire Arm om Vinduesposten, ned fra Salsvinduet iblandt dem.
Efterat de første Glædesyttringer og Hilsener vare tilende, sagde Valentin: "Nu holdes jeg vel undskyldt for den Kulde, hvormed jeg bragte den bedrøvelige Tidende, da jeg var mig bevidst, at jeg havde den Afdøde gjemt i mit Sovekammer."
Bertel begyndte med et skalkagtigt Smiil: "Da jeg saae de mange Sørgeminer, havde jeg ikke Mod til at lade mig forlyde med min ringe Betænkning; men jeg trøstede mig selv med den Formodning, at Frits havde fattet en bedre Beslutning, naar han havde følt Strikkens ubehagelige Kildren om Adamsæblet."
"Der tænkte du feil", sagde Frits. "Jeg hængte mig virkelig som en brav Karl. At man skar mig ned igjen, det skete gandske mod min Villie og mit Vidende. Men nu skal jeg kortelig fortælle min Død og min Gjenfødelse. Dagen før Andejagten begav jeg mig ned i Møllerens Have, hvor jeg formodede at træffe hans Datter Marie. Hun spadserede virkelig mellem Blomsterlandene, som paa gammeldags Viis indfattes med høit Buxbom og gjennemskjæres af Gange, der ved kunstigen at krydse hinanden danne mangfoldige Vinkler og Buer. Hun undveeg mig øiensynligen, fordi hun endnu var fortrydelig over Scenen i Ærtebedene. Jeg tænkte med Ovid: militat omnis amans, og forfulgte hende ufortrøden igjennem de labyrinthiske Gange, saa at vi mellem de blomstrende Qvadrater paa en vis Maade kom til at lege Skaktavl. Hun var mig for saavidt overlegen, at hun kjendte Terrainet bedst. Jeg havde paa min Side den Fordeel, at jeg som Springer kunde sætte over Qvadraterne, medens hun med sine smaa, jomfruelige Skridt maatte holde sig paa Blomsterlandeveien. Endelig fik jeg hende ved mine fiint udtænkte
