maa man sige! Herre, Du Fredsens Gud, hvor De har gjort en Forstyrrelse her i Huset! —
Saasnart jeg havde samlet mine Tanker lidt, besluttede jeg at opgive Dødstanken for denne Gang; jeg var for mat, til længer at vare fortvivlet. Da jeg om Aftenen befandt mig alene med Mølleren, sagde han til mig:
Idag har han gaaet hen og gjort en dummere Streg, end dengang han skjød den røde Støver.
Det er Dem umuligt, svarede jeg ham, at gjøre Dem en fjern Forestilling om, hvor inderlig jeg elsker Deres Datter.
Aa, Snak! faldt han mig i Talen, strabadseer han sin Krop dygtig om Dagen, og lig paa en haard Matrats om Natten, saa gaaer det nok over. Saa maa han ogsaa røge brav Tobak; det hjelper forbistret godt.
Man hører nok, bemærkede jeg, at De aldrig har følt Kjærlighed.
Utallige Gange, svarede han; jeg har været forliebt i Fruentimmer af alle Slags Farver, baade sorte, brune, hvide, og de blakkede derovre fra Vestindien. Skulde jeg have hængt mig, hver Gang jeg havde havt slige Griller, da kunde jeg gjerne have forbrugt Oplaget i en heel Reberbane. Tro han mig, det er kuns en halv Snees af de første Gange, at det svier noget for Hjertet, siden er det kuns en Overgang, ligesom Tandværk og Snue.
Han forlod mig, og jeg var ved Dagens Begivenheder blevet saa aarvaagen, at jeg følte liden Lyst til at sove.
Jeg aabnede Vinduet ud til Skoven, hvor den blankt Maane skinnede paa de tætsluttede Trætoppe, medens Gjøgen af og til lod mig høre sin Røst. Jeg tænkte paa den Grav, der saa nær havde kommet til at reises for mig i Skyggen af det Krat, over hvilket jeg nu saae de vrimlende Myg i Skumringen at optaarne deres bevægelige Skyer. Jeg tænkte paa, hvorledes den store
