Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/399

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

nu ret vel. Den ubarmhjertige Præken har overbeviist mig om, at jeg egentlig tilbad et blidere Billede, skabt af min egen Phantasie, til hvilket den strenge Jomfru slet ikke svarede."

"Nu maa du ogsaa helligen love," føiede Bertel til, "at du ei oftere vil hænge dig. At man gjør det engang i Overilelse, kan tilgives, men at lade det blive til en Vane, lader sig ei undskylde."

"Nei," svarede Frits, "herefter vil jeg uden al Opsætsighed lade Tidens Hjul gaae den Gang, de vil."

"Det er overmaade smukt og føieligt gjort af dig," sagde Bertel. "Hvilket Huus vilde der ikke ligge, hvis du ret alvorlig tog dig af Tingenes Regjering. — Nu fortsætter du vel igjen din afbrudte Vandring til den aldrig seete Skjønne paa Ravnshøi?"

"Ja," svarede Frits, "al min Gjenvordighed i Møllekroen var kun en velfortjent Straf, fordi jeg over den nærværende Middelmaadighed forglemte den fjerne Herlighed. Jeg forekommer mig undertiden at ligne den meget udholdende Konge fra Ithaca, som paa Reisen til sin Penelope fordrev et Aar med Afrodites gyldne Gjerninger hos Circe, den smukt syngende Nymfe; ja han skulde have forblevet der længer, hvis ei hans Følgesvende havde formanet ham til, ei at glemme, at begive sig hjem til sit kjære Fædreland og det høittækkede Huns."

Tordenskyerne trak meer og meer sammen over deres Hoveder. De hvide Søfugle fløi snart med ængsteligt Skrig omkring mellem Lynglimtene, snart plumpede de paa Hovedet ned i den oprørte Sø. Frits satte Valdhornet for sin Mund og blæste sit eget Requiem endnu engang for Selskabet. Derpaa begav man sig ind under Valentins Tag, hvor man fandt en behagelig Sikkerhed for Regn og Uveir.