"Slip ham, Jomfru," sagde den nedslagne Licentiat. "Jeg bar i et Anstød af ondt Lune gjort ham Uret. — Søde Peiter, vær ikke vred paa mig for den tyranniske Medfart, du har udstaaet. Lad mig blæse paa dit Øre. Der har du et Stykke Sukker, lad saa det være glemt. Kom og kys mig, min Dreng! Jeg er ulykkelig; thi nu veed jeg, du hader mig din hele Levetid." Med disse Ord, som ledsagedes af en Taarestrøm, trak han det modstrabende Barn op til sig.
Men Peiter fordoblede naturligviis sin Skraalen, og med det Raab: "Du er en slem En, du stikker mig med dit Skjæg" — tog han, forfulgt af sin Søster Marie, Flugten ud af Licentiatens Kammer.
Frits, som igjennem den aabnede Dør havde seet Licentiatens bagvendte Forhold, sagde til Marie: "Den fjollede Pedant fordærver aldeles Drengen. Lad for Alting ikke Deres Broder have noget at skaffe med et Menneske, der er saa aldeles uskikket til at omgaaes Børn."
Marie svarede: "Jeg beder Dem, aldrig at tage den egensindige Dreng i Forsvar. Sæt endogsaa, Herren i sin Overilelse har været for streng imod ham; skal da slig en Purk strax have Lov til at yttre saadan Stivsindighed mod en Mand, der daglig viser Godhed imod ham."
"I Peiters Sted," sagde Frits fornærmet, "vilde jeg betakke mig for en saadan Godhed, som altid udsatte mig for Tab af Øren og Næse. Han har saa liden Færdighed i sine lange Lemmers Afbenyttelse, at han vist engang ved et mislykket Kjærtegn vrider en Arm af Led paa den stakkels Peiter. Om det saa er Hvalpen Caro, saa stikker den Hvalen mellem sine Bagbeen og løber tudende bort, naar den seer sin lærde Ben i ti Skridts Afstand. Den føler sig ilde tjent med hans kjælne Nærmen, da dens Tæer gjerne maae forsøge Vægten af hans Elephantfødder."
Marie værdigede ham intet Svar paa hans kaade Bemærk-
