ikke til Maals efter Mænd, for at vise Qvindfolk sine ridderlige Dyder. Jeg er en Mand, som ved min Arme Dygtighed ernærer sex Børnemunde. Mit Hoved er for godt til at være Skydeskive for en Dreng fra Kjøbenhavn. Gjorde jeg din Ret, skulde jeg lette dig en Alen fra Jorden og ryste dig, saa at dine Nyrnberger-Lemmer skulde gaae fra hinanden i Liimningen. Forstaaer du Sjællandsk?"
Under denne Tiltale lod han sin vægtige Næve falde saa drøit paa Fritses Skulder, at denne sank i Knæ derved. En stærk Rødme bedækkede Fritses Ansigt. Han ønskede sig dybt ned i Jorden af Skamfuldhed. Han, som nys, omgivet med en Slags Glorie, havde traadt for de fremmede Damers Aasyn, følte sig nu blottet og undseelig som Adam, da han første Gang savnede Figenbladet. Han tog Forpagteren i Haanden og sagde:
"Jeg føler dybt, at jeg har Uret, og beder Dem oprigtig om Forladelse. At jeg har handlet som en Dreng, det erkjender jeg selv; men jeg vil ikke høre det meer af Deres Mund. Hvis De blot med eet Ord endnu fortsætter det begyndte Sprog til mig, da sætter jeg min Salighed i Pant paa, at jeg skyder nok engang, ikke paa Deres Kabuds, men paa Deres Pandebrask." — Idet han sagde dette, rev han et ladt Gevær ud af Møllerens Haand.
"Godt derfra, Søn!" sagde Mølleren. "Rask derfra! — Forlanger du nu meer, gamle hidsige Krabat, saa har du med To at skaffe. Gud frie os fra, at der ikke skulde gjøres andet end kloge Ting i Verden, da var det snart forbi med Livets Lystighed. Ungdom og Galskab maa have sin Gang, om der ogsaa nu og da skulde gaae en Forpagter i Løbet."
"Lad det nu være godt da," sagde Forpagteren. "Frøkenen er vel saa god at skjenke mig et Glas Viin oven paa den Forskrækkelse."
