fessor Oehlenschlägers Bøger lider jeg ret godt. Det er ikke noget daarligt Hoved, der sidder paa den Karl. Ingen kan negte ham, at han skriver grumme peent for sig... Du bringer mig alle mine Sager i Ulave! Hvad var det, du rev paa Gulvet der?
"Ja, hvad det er", sagde Frits, "maa jeg spørge dig om. Det seer ud som en Gaffel af Elfenbeen".
"Naa, ja saa veed jeg det; det er et Instrument, jeg har at knappe mine Gramasker med, naar jeg gaaer med Skoe. Jeg har altid holdt meget af saadanne smaa Netheder."
Uagtet Frits i det Mindste med øieblikkelig Deeltagelse indlod sig med Enhver, fra hvad Side han end betragtede Livet, følte han sig dog tilsidst noget beklemt i den Verden, som den snaksomme Candidat forflyttede ham til. Deels for at give Samtalen en anden Vending, deels for ei i Tanker at beskadige nogen af de mange Beqvemmeligheder, som Jens Hansens Kammer var opfyldt med, stødte han et Vindue op og lod Øiet løbe over det store sjællandske Landskab, som man oversaae fra den høitliggende Bygning.
"Du boer smukt her", sagde han til sin Ven.
"Det maa du vel sige", tog Jens Hansen Ordet, idet han tog Plads i Vinduet ved Siden af. "Skulde du troe det, naar jeg staaer her om Morgenen i Vinduet, og drikker den velsignede Kaffe, saa begynder jeg tidt at sværme. Phantasien løber reent af med mig, og jeg bygger Luftkasteller for mit Fremtids Liv. Jeg tænker da paa, hvor man kan have det rart, naar man kunde faae fat i et peent lille Præstekald. Jeg har været saa heldig, at faae mig et Meerskums Hoved af en deilig blød Masse. Det skal ikke blive beslaaet, førend det er ret slaaet an; men saa skal det faae Lov til at ligge trygt under Laas og Lukke, til jeg kommer i Brød. Jeg tør vove det Hoved, i hvor lidet det seer ud, skal holde sine stive tre Qvarteer, naar man
