Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/428

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

stopper det rigtig fast. Naar jeg da maa leve den Dag [at jeg kommer i Kjole", saaledes har Hansen formodentlig fortsat Samtalen paa det Blad, som her mangler. "saa skal denne Pibe gjøre sin Nytte." — Det slaaer ikke feil, at han har anseet det for et ganske lykkeligt Liv at kjøre i sin magelige Vogn til sit Annex, eller til et Bondebryllup med Tobakspiben i Munden, helst naar Frastanden ikke var større, end at den kunde tilbagelægges i tre Qvarteer, saa han slap for at stoppe Piben paa ny. Paa det manglende Blad er Conversationen forresten vedblevet at dreie sig om bemeldte Pibe, som formodentlig har varet ophængt paa Væggen. Frits, som efter sin Sædvane vil betingre Pibehovedet, er saa ubehændig, at han taber det paa Gulvet. Jens Hansen udstøder et Jammerskrig, fortvivlet over sit herlige Hoved. Frits, som imidlertid har taget det op og undersøgt det, forsikkrer ham. at det ingen Skade har taget. Men Candidaten lod sig ikke strax berolige. Han "saae skjævt til Frits" og vedblev:]

"Lad nu Nogen negte, at der gives Anelser og Forvarsler! I Forgaars havde jeg spiist temmelig tæt til Middag, og fik mig efter Bordet en lille Luur i min bløde Lænestol. Da drømte jeg gandske grandgivelig, at jeg tabte dette selvsamme Hoved ned i en bundløs Brønd, og foer i den dødeligste Angest op af Stolen. O vee! o vee!" — —

"Som jeg siger," tog Frits atter Ordet; "det befinder sig i høieste Velgaaende."

"Der faldt en god Steen fra mit Hjerte! Naa, det maa jeg sige, Mage til Natur har jeg aldrig kunnet gjøre mig Begreb om. Falde fra den Høide, uden at lide mindste Bræk paa sin Førlighed!! Det overgaaer menneskelig Forstand! Det maa være ret en uforgjængelig Masse! Saa skal jeg heller aldrig skille mig ved det velsignede Hoved, om man saa vil veie mig det op med Guld! Thi nu er det mig dobbelt kjært; naar det har kunnet staae Prøve mod saadant Stød, kan jeg sikkert gjøre mig Haab