Frits sagde: "For det Første vil jeg intet Andet, end see Deres Ansigt og høre Deres Røst. Det faldt mig tungt at undvære Synet af Dem i flere Timer."
"Gjorde det virkelig? Det kan jeg godt lide Dem for."
"Men hvis jeg ikke maa være her, koster det kuns et Ord, og jeg gaaer igjen den Vei, jeg kom fra."
Med dette Svar gik Frits paa Skrømt et Par Skridt, men efter et Øiebliks Overlæg erklærede Sophie:
"Siden De nu engang er kommen her, maa De dog for det første skjære mig en Pen."
Medens Frits gav sig ret god Tid til at skrabe nogle Penneposer, betragtede Sophie ham med et betænkeligt Blik og sagde:
"Tag Dem en Stol og sæt Dem ned... Jo! De er mig den rette Karl! Jeg har idag faaet Brev fra Marie, hvori hun fortæller mig smukke Ting om Dem."
"Lad mig engang see det Brev," svarede Frits.
"Det er et Ord! hvis De vil uden Tilbageholdenhed smukt bekjende, hvorledes De har opført Dem, giver jeg Dem strax Brevet til Eftersyn."
"Nei, De maa først lade mig læse Brevet, og hvis da min Veninde Marie har af Glemsomhed forbigaaet een eller anden Omstændighed, skal jeg strax føie mit mundtlige Bidrag til."
Der opstod en heftig Ordstrid mellem det unge Par, da Frits frygtede for at røbe Ting, som i Brevet ikke vare bragte for Dagen. Han begreb let, at et Brev af saalidet Omfang ikke kunde give nogen fuldstændig Beretning om hans Eventyr i Møllen.
"Naar man ret seer til," sagde Frits, "staaer der vel slet ikke noget Ondt om mig i Brevet. Fortæl mig engang noget deraf. Jeg tør vedde paa, De veed slet Intet."
"Ikke? Jo, jeg veed nok, De har bragt hele Huset i Forvirring ved Deres Optøier."
