Raad. Bertel har bemærket, hvor nødvendigt det var for den, som lagde an paa at vinde en ung Piges Hjerte, at nærme sig hende med Raskhed og Frimodighed, og at tiltrække hende ved en underholdende Conversation. Licentiaten tilstaaer, hvor vanskeligt det vilde falde ham, at opfylde disse Fordringer. Men hans Studier og hans Observations-Evne maatte satte ham i Stand til at erhverve sig de Reqvisiter for en Elsker, som Bertel fordrede. Dette har han tænkt sig, naar han iagttog Frits og saae, hvorledes og hvor let han tiltrak sig Damernes Interesse. Dennes legemlige Smidighed maatte jo kunne efterlignes].
["Med Hensyn til de Bevægelser] med Armene, han i ethvert givet Tilfælde betjener sig af, maa det jo være mig en Mulighed, at indprente dem i min Hukommelse. Naar fremdeles disse Forkortninger og Udstrækninger af Muskler ikke stride mod min anatomiske Beskaffenhed, maa jeg ufeilbarlig kunne gjøre ham det efter. Men Ulykken er, der indtræffe saa mangehaande Forhold, at den ene Situation fast aldrig er gandske som den anden; derfor maa man bringe dem under en vis schematisk Inddeling. Men dette viser mig atter hen til mit store Værk, hvormed jeg endnu ikke er kommet paa det Rene."
"Alt det Præk, du der kommer med", sagde Bertel, "forstaaer jeg slet Intet af. Min Mening er blot, at du, for at gjøre Lykke hos en sextenaarig Frøken, maa træde frem med en vis Raskhed og Fripostighed, hvortil du slet ikke har Gaver."
"Men hvor kan du dog troe", sagde Licentiaten, "at noget tænkende Hoved kan finde sig tilfredsstillet ved en saadan Mysticismus?"
"Naa! Er jeg en Mystiker? Det har aldrig nogen Moders Sjæl før beskyldt mig for. Jeg har tvertimod stor Afsky for Mysticismus, og troer aldrig nogen Ting, uden jeg ret kan gribe den med mine Hænder."
"Jo, Bertel! du er en Mystiker. Du sønderlemmer ikke
