Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/438

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

dine Begreber, ellers vilde du selv føle, din Tale bestod af lutter Nuller. Hvad gavner det, du bruger den gaadefulde Formel: Frimodighed. Frimodighed bestaaer jo af en Række frimodige Handlinger; kan du regne mig dem op, da har du gjort Noget. Endnu vanskeligere falder det mig, ret at tydeliggjøre mig, hvori den anden Slags Tilnærmen bestaaer, nemlig den mundtlige. Hvorom kan jeg tale med en ung Pige? Her har jeg jo rigtig nok igjen stillet mig Fritses Forbillede for Øie. Men hans varmeste Samtaler med Fruentimmer bestaae af et flygtigt Element, hvori man egentlig Intet har at holde fast paa. Bestandig forekommer det en opmærksom Tilhører, at Talen er om Noget. Men vil man sige hvad det var, opløser det sig for Betragtningen i et Intet. Fremgangsmaaden er, paa en skuffende Maade saaledes at spille med Intet, at det faaer Udseende af Noget. Men tillære mig Noget deraf, har jeg hidtil ikke formaaet."

"Det er mig dog kjært", sagde Bertel, "at vi eengang mødes i Noget; thi jeg er ligesaa lidet som du i Stand til at føre Snak om ingen Ting. Til slige Luftspring har Ingen af os Smidighed i Forstanden. Er du ikke i Stand til nogen alvorlig fortrolig Meddelelse, følger det af sig selv, du maa lukke Munden i."

"Meget rigtig", sagde Licentiaten. "Der staaer altsaa tilbage, at jeg med usædvanlig Oprigtighed kunde meddele hende mine hemmelige Tanker; men mine philosophiske Sorger overgaae hendes Fatteevne, og mine exoteriske Bekymringer, som i Grunden volde mig ligesaa meget Hovedbrud, ere tilsammen af den Beskaffenhed, at de snarere ville gjøre mig latterlig i hendes Øine. end bringe mig i nærmere Forhold til hende. Dertil høre adskillige bedrøvelige Erfaringer, som jeg forgjeves søger at raade Bod paa. Kjøber jeg mig en ny Hat, som endogsaa sidder temmelig knapt paa mit Hoved, bliver den dog snart blød, og udvider sig saaledes, at den glider ned over min Næse. Mine