jeg mener deri at levere et Slags Complement til Novellen, for saavidt som disse Scener eller de deri forekommende Charakterer, skjøndt forandrede og anderledes motiverede, vel for en Deel turde have fundet deres Plads i Novellens Fortsættelse.
Et Selskab Studenter gaaer en smuk Eftermiddag efter en nylig falden Regn ud til et Værtshuus, en halv Miil fra Kjøbenhavn, hvor en af deres Kammerater, der er bleven Slotscapellan hos en Adelsmand, gjør et Afskedsgilde for sine Venner. Iblandt disse er Poul Vendekaabe og en lærd Magister, Mester Gregers, som „gik for at være et stort Hoved og en Mand af sjeldne Kundskaber”, „talte vel høist sjelden, men tænkte desmere”. Han sad i en Krog i en sammenfoldet Skikkelse, og tog næsten slet ingen Deel i de Tilstedeværendes Samtale.
Kromanden, der med sin Nathue i Haanden træder ind og hilser paa Gjæsterne, skal her udhæves, som et i faa, men kraftige Træk ad vivum tegnet Portrait af en for Digterens Samtidige velbekjendt Personlighed.
„Værer mig hilsede, I boglærde unge Mænd — saaledes lød Kromandens Hilsen — I, det gamle Danmarks Haab og glimrende Udsigt! Her seer I Eders anden Fader og Opdrager. Ja, I ere Viisdommens unge Poder og Planter, og jeg er den omhyggelige Urtegaardsmand, som vander Eder med Preusisk og Brunsviger Mumme, for at I maae skyde rask i Veiret og grønnes som Libanons Palmer. I ere Verdens Lys og Lamper, og jeg er den Mand, som gyder Olie Paa Eders Væger, paa det I maae skinne som Solen for de mindre Himmellys.
Den Præken kan du udenad, raabte en Student, den hørte jeg af dig ifjor.
Bedste Ven! svarede Kromanden, gid du havde kunnet den Præken udenad, som jeg hørte af dig ifjor. Den skiltes ad i Midten for dig, din arme Tyv! Du talte med megen Salvelse
