som en Vogn kom kjørende forbi. Paa denne sad tvende Damer, af hvilke den ene var tilsløret, samt Kragerup, en raa Junker eller Herremand, hvem det lykkedes at faae Sylvius op af Vandet og saaledes frelse hans Liv, medens den tilslørede Dame blev syg af Skræk. Saasnart hun var kommet til sig selv igjen, kjørte Vognen videre. Sylvius, som tilfældig hørte, at hendes Navn var Sophie, følte sig strax overbeviist om, at det var hans tilbedede Ubekjendte, og tog iilsomt den samme Vei som de Kjørende.
„Han kom til Kroen i det Øieblik Damen var ved at stige ned af Vognen. Tjenstfærdig sprang han til og rakte hende sin Haand til Hjelp. Hun samlede sin Kjortel tæt om Ankelkoden, medens han med bævende Fingre flyttede hendes smaa, veldannede Fødder ned ad Vogntrappen. Hendes Gang forekom ham noget tung og besværlig, hvilket han betragtede som en Følge af den Upasselighed, Skrækken paadrog hende. Ved et Feiltrin havde hun gjort et farligt Fald, hvis Sylvius ikke havde grebet hende i sine Arme. Næsten ør i Hovedet svinglede han med sin elskede Byrde til Krostuen. Her kunde vor Helt først ret betragte Selskabet, men forgjeves ventede han paa, at Sophie skulde kaste Sløret og sin blaae Silkekaabe. Disse Tildækkelser berøvede ham gandske Synet af hendes Yndigheder. Kun af Kaabens Bevægelse kunde han slutte sig til en langsom Stigen og Falden af det yndige Bryst. Ved hendes Side sad en gammel, rørig Kone. Kragerup havde slængt Kappen, der hængte løst over hans Skulder, og gik i sin Livkjole fløitende op og ned ad Gulvet.
Sylvius, der vilde benytte Leiligheden til at stifte Bekjendtskab med sin Tilbedede, bukkede sig for hende og sagde: Det smerter mig, at I ved min Skyld fik saa stor en Skræk i Blodet.
Deri er I uskyldig, svarede hun. Jeg tænkte, Gud forlade
