O, du har slet ingen Tro, du gudsforgaaede Dreng.
Jo, sandt for Herren har jeg Tro. Jeg troer Alt, hvad som klogt og fornuftigt er. Jeg troer, at Vorherre har skabt Mark og Skov, Kornet, som vi klare Skatter og Afgifter med, Harerne, som vi skal skyde, og, kort at fortælle: Mennesker, Heste, Qvindfolk, Køer og Hunde — at sige, det første Par. De andre have vi jo selv lagt til, det veed vi jo nok. O, naar man ret vilde spekulere, fik man underlige Ting ud. Her er nu f. Ex. denne Kjørepidsk; jeg kan føre Tingsvidne paa, at jeg har ladet den gjøre hos Eilert Remmesniders. Og dog siger jo Præsten, at Gud har gjort Alting. Men det kommer af, at Folk bruger ikke deres Forstand, men taler blindt hen i Vind og Veir. Man kunde blive reent tosset i Hovedet, naar man vilde bryde Hjernen med slige Ting. Men man gjør bedst i at tænke og tie og lade Enhver være den, han er.” — —
Her ere et Par Blade udrevne, men Fortsættelsen viser, at der imidlertid er kommen en ny Reisende til Kroen. Denne finder Staldrummet optaget af Kragerups Heste, og idet han indroducerer sig som Borgemester i Lybek, forlanger han, at Herremanden skal cedere Plads for hans Ridehoppe. Da denne afslaaer det, komme de i Klammeri, og Kragerup kaster ham om paa en Bænk, med de Ord:
„Forsøg det kun! Jeg kalder da Bønderfolkene ind fra Borgestuen, og saa skal I Død og Kritte komme til at smage Stevnsherreds Vognkjeppe!
Vil I slaae mit Barn, Lybekker! spurgte Fru Sophie og reiste sig møisommelig fra Stolen. I skal ikke krumme et Haar paa ham, saalænge jeg kan røre min Krukke.
Luk I Jer Kjæft, Moer! sagde Kragerup. Jeg er Karl for at svare for mig selv.
Lybekkeren tog til Orde: Naar jeg ret befinder mig, saa behøves der ingen Slagsmaal. Jeg skal nok faae Huusrum til
