Rangspersoner” ere nemlig nogle Blade tilovers, der indeholde Begyndelsen og Enden; men Lacunen i Midten skjønnes at være betydelig. Ihvorvel denne fragmentariske Tilstand gjør den saameget mindre egnet til at optages blandt P. Ms. efterladte Skrifter, ville vi, da den virkelig er at betragte som et Excurs til Novellen, ikke undlade her i et Udtog af dens Indhold at meddele de mest prægnante Steder.
I en høitravende Indledning tilstaaer den naive Taler, at det ene er den Erfaring, at Krandsen, d. e. Prisen, passer aldeles til hans Person, som har bevæget ham til at tragte efter samme. Han henter derpaa sin første Trøstegrund fra den Kjendsgjerning, at andre Tidsaldere klage ligesaa høit over samme Ulempe. „En Jeremiade, der lyder fra Sekel til Sekel, maa vare grundet i et Onde, der er uadskillelig forbundet med Menneskelivets indskrænkede Kaar. Phantasien troer stedse, at Fortiden var mere lykkelig. Men hvor lydeligt taler ikke Krønikens Røst mod dette Blendværk. Allerede Hesiod fortaller, at Sangernes Tal var saa stort, at de toge hinanden Brødet af Munden, thi han taler saaledes:
- Digter paa Digter misundelig er, og Stodder paa Stodder.
Horats forsikkrer, at hver Sjæl skrev Vers paa hans Tid, Læg og Lærd ifleng. Vi vide jo af Holbergs Breve, at vort Fødeland var i hans Tid fyldt med flere Poeter, end Luften med Fluer paa en Høstdag; Rabener vidner, at Over- og Nedersachsen i eet Aar havde 6586 udødelige Poeter, de smaa uberegnede, og i Fingals lille Stat støiede jo daglig et hundrede Harper. Med utallige andre Vidner kan der godtgjøres, at denne Plage stedse har hørt til vor Jords uundgaaelige Skjebne — hvad hjelper det da, at man lægger Planer til den syngende Hærskares Reduction?
Man kunde paa samme Grund, som man skrækkes for Poeternes Mangfoldighed, for det andet grue ligesaa meget over det uhyre Antal, som dyrker de øvrige Kunster. Men hvo skjelder
