en uskyldig Dreng for Musicus, fordi han phantaserer lidt paa en Redekam? Naar en af vore Smaa bygger et Huus af Kort, ansee vi ham jo ingenlunde for Architekt. Enhver af os vil jo høilig frabede sig Titel af plastisk Kunstner, og dog gives der ikke saa af vor Kreds, som af det klæge Suurbrød ved Aftensbordet, uden selv at vide det, ælter med sine Fingerspidser ret phantastiske Skikkelser. Gadedrengene, som med et Stykke Kridt ridse Symboler paa vor Port, skulle dog vel ei nyde Titel af Malere? Hvorfor skulde vi da skabe os selv saamange forfærdende Phantomer, ved at hilse Enhver, der overrækker sin Patron et Nytaarsønske eller udgyder sit Hjerte for Kjæresten i en Sonnet, med det uforsvarlige Øgenavn af Poet? At lade disse igaar og iforgaars pludselig himmelfaldne Poeter nyde Rang med gamle privilegerede Skjalde, er jo samme Misgreb, som at sætte den titulaire Kammerraad ved Siden af den virkelige.”
Dernæst er Poesien, ihvor paradox denne Mening end maa synes, unegtelig til nogen praktisk Nytte. „Hvorledes vilde det f. Ex. være muligt til Søes at brase Skibet om, naar ei Matroserne ved Hjelp af en Opsang sattes i Stand til, paa eengang at give det eftertrykkelige Ryk i Tougværket? Paa hvad Maade kunde man forvisse sig om, at Nattevægteren ei sov paa sin Post, naar han ikke tilholdtes; nu og da ved sin lydelige Sang at lægge sin Aarvaagenhed for Dagen? Soldaten faaer ogsaa ved Læsning af Poesier en ret god Tact i Hovedet, som bærer Frugt i en særdeles god Parademarsch. Naar min Huusholderske koger blødsødne Æg, formaaer hun aldrig at træffe den rette Middelvei, uden i det afgjørende Øieblik at mumle tre Stanzer over Kjedelen. Anvender hun ikke denne poetiske Tidsmaaler, blive de enten for bløde eller for haarde. Saaledes gives der i Livet utallige Tilfælde, hvor Poesien er af Vigtighed og som man med Uskjønsomhed overseer.
At Poesien er ret brav til Tidsfordriv, kan heller ikke neg-
