førsel paa Ballet, og virkelig ommeldes et Brev fra hende, om hvor Klinger er forfalden. Derpaa følger Eremitlivet, det vil sige, Fritz, der hidtil, som vi have seet, har ladet Indfald, Luner og Lyst dictere sine Handlinger og Livsplaner, faaer det Indfald at leve som Eremit. Hvorledes han bringer dette Indfald til Udførelse, derom er ingen Antydning levnet os, men det er at formode, at han under et saadant stille og afsondret Liv benytter den overflødige Tid til at anstille Selvbetragtninger, klare sine Livsanskuelser og (hvad der virkelig findes en Hentydning til) angre sine Vildfarelser eller foregaaende Handlinger. Naar han da atter udtræder i Livet, modnet og forædlet, og naar hans ungdommelige Forelskelser og let fængelige Elskovsgnister have luttret sig til en reen og varig Kjærlighed, er det meget sandsynligt, at han ved „Gjenbesøget paa Ravnshøi” tør vinde Sophies Hjerte, som imidlertid ogsaa kan tænkes at have rystet Barnet af Ærmet. Deres Forbindelse vilde da paa en passende Maade slutte Fortællingen om en ung Students Eventyr.
Hvorfor jeg anseer det troligt, at Novellen vilde have faaet denne Udgang, skal jeg her tilføie: Hvem der har kjendt Forfatteren i hans tidlige Alder og været fortrolig med hans ungdommelige Sværmerier og freidige Livsbetragtning, vil i den krøllede Fritz strax have gjenkjendt den unge Digters egen Personlighed. Sværmeriet for en ubekjendt Skjønhed, der allerede forekommer i hans Skoletid og siden i en modnere Alder gjentog sig, er her et eiendommeligt Træk. Men nu er det paa ingen Maade sandsynligt, at den paa Sjæl og Legem friske Yngling i sine Kjærlighedsdrømme har tænkt sig selv som en ulykkelig Elsker; om end gjennem Lidelser og Modgang, maa han næsten nødvendigviis være udgaaet af Kampen som Seierherre.
Ligesom jeg i det Foregaaende har henpeget til, saaledes har jeg og her berørt en Egenskab ved Poul Møllers Fortælling,
