hvorved den udmærker sig, den Umiddelbarhed nemlig, hvormed Charakteertrækkene og Skildringerne ere hentede fra Livet, det Liv, han selv levede, og fra hans egen og hans Ungdomsvenners Individualitet. Ingen af disse sidste vil have læst hans Novelle, uden at have gjenkjendt saadanne Træk; men jeg behøver vel ikke at tilføie — hvad han selv i en af sine Aphorismer har bemærket — at, fordi en Digter i en Charakteerskildring har en virkelig Person for Øie, er ikke strax den poetiske Charakteer en Copie af den virkelige.
Endnu i sin sidste Levetid gik Poul Møller om med Planen til en Roman eller romantisk Fortælling, hvori han udentvivl paa samme umiddelbare Maade vilde have øst af selvoplevet Erfaring og gjort Erindringen til sin Muse. Handlingen skulde nemlig foregaae paa et Skib, paa Overfarten fra Kjøbenhavn til Cap, og i Capstaden selv og dens Omegn. Desværre, da var det for seent! —
At de her nævnte Arbeider ikke „kom til Modenhed i
Udførelsen” har man forklaret sig af „Digterens egen Natur, der
har modsat sig en saadan fuldstændig og detailleret Udførelse.”
Jeg erkjender, at der i Poul Møllers eiendommelige
Aandsretning laae noget Productiviteten hemmende; men ligesom jeg
tidligere har yttret min Overbeviisning om, at han havde Novellen
fuldfærdig i Hovedet og let og hurtigt kunde have nedsat den
paa Papiret, saaledes troer jeg at det netop var ydre
Omstændigheder, der kaldte ham ikke blot fra dette Arbeide, men
ogsaa fra Oversættelsen af Homer, fra det paabegyndte dramatiske
Digt og, saa at sige, fra al poetisk Production. Det er unegtelig
en Erfaringssætning, at „alle Digterens større Anlæg ere gaaede
i Stykker;” men det er ogsaa vist, at der kan angives en bestemt