til Skræk og Advarsel. Den begynder: „Syndige Menneske betænk” &c. Rasmus er min Hjemmelsmand. Han vil have seet hende tage den frem i Kostalden, for at memorere den, mens hun malker. Endnu har hun ikke indstuderet den; thi hun declamerer ei med Færdighed fra Bladet. — Instrumental-Musik hørte jeg blot af Familiens yngste Lem, Thomas, som endnu gaaer med Skjørter. Han øver sig fra Morgen til Aften paa Skarntydefløiten.
Den bildende Kunst er endnu i sin Barndom, uagtet den i dette Fag meest udmærkede Mand, Gaardskarlen Jørgen Samsø, alt er over den Alder, hvori Kunstneren culminerer. Jeg retfærdiggjør denne Paastand med hans Mangelstok. Hesten, som udgjør Haandgrebet derpaa, er alt for sveigrygget. Der hersker ingen Energie i Udtrykket. Hovedet er uforholdsmæssigt stort og alt for meget ludende mod Jorden. Det røber Mangel paa Kunstnerflid, at hverken Bagbeen eller Forbeen paa Figuren ere adskilte, men deres Separation blot antydet ved en simpel Skure. — Det udgravede Arbeide paa den Tærskel, han har skjenket Gjertrud, vidner om en sikker Haand; men der er i Værket en paafaldende Stivhed og Maneer. Midt paa Bladet er anbragt en mathematisk Cirkel med mangfoldige Radier. Paa de fire Hjørner seer man samme Idee gjentaget fire Gange. Det kalder jeg at fordrive alt frit Phantasiespil af Kunstens Gebeet, at lade kold Beregning træde istedet for genial Opfindelse. I den smaae Thomasses plastiske Kunstforsøg lever en besynderlig hollandsk Aand. De aflange Huusbagerbrød, som han daglig forfærdiger i Leergraven, efterligne til Illusion den grove Natur. Til idealsk Forherligelse af den raae Virkelighed, til frit Sving mod det Evige findes intet Spor.
Jeg vil ikke opholde mig ved de historiske Træsnit paa Væggene, f. Ex. Potiphars Hustrue, den forlorne Søn. Byens Topographer ville tidt faae Leilighed til at omtale dem, da de findes
