merne paa et sammenrullet Pindsviin, skjultes under det store Hvergarnsskjørts luftfyldte Ballon; men hvorledes siden, derved at Hellemisset uafladelig slog bag op, først de sorte, messingkrampede Træskoe, siden de lange blaae Uldhoser krøb som et Par Følehorn meer og meer frem af det store Sneglehuus, saa at hendes Legeme syntes at kunne udstrækkes og forlænges i det Uendelige. Jeg er overbeviist om, at det vil gaae de fleste Kunstdommere ligesom mig. De ville finde, at Gjertruds Bagdeel har for megen Masse og en altfor enorm Vrede. Men efter at have seet Originalen, tager jeg min overilede Dom tilbage. Jeg forsikkrer, der er aldeles intet Overdrevet i det hele Udtryk. Dette monstrum er paa sin Viis et ligesaa mærkværdigt Phænomen, som samme Legemsdeel af den berømte Aphrodite callipyge. Hvad det savner i Yndighed, erstattes igjen ved den mere grandieuse Stiil. At Forfatteren har ladet Hestens Ryg synke dybt under den svære Ballast, det røber den tænkende Kunstner. Een Feil mod correct Tegning, i den bag Porten lurende Figur, har han tilfælleds med alle Kunstnere i Ølseby-Magle, det er, at den nedre Deel er i Sammenligning med Overkroppen uforholdsmæssig spids og liden. Drapperiet er uovertræffeligt. I Coloriten af Gjertruds rødstribede Bul hersker en lys Tone. Den klinger omtrent ligesom Rødsteen. Men at Forfatteren har stillet sig selv til Skue paa sin Tavle, anseer jeg for en utilgivelig Subjectivitet. — Et Fresco-Maleri, som træffes paa Kjøkkenvæggen, ridset med Kul 5 Qvarteer fra Gulvet, er ikke noksom individualiseret. Dog er det af philosophisk Interesse, da det hjelper Phantasien utroligt til at fatte den abstracte Forestilling om et fiirføddet Dyr. Maleriet kan umulig forstyrre det rene Begreb ved at vække Tanken om Hund, Hest eller Ko. At Kunstneren selv paastaaer, hans Hensigt var at skildre den graae Kat, omstyrter ei vor Synsmaade. Geniet har henrevet ham uden hans Bevidsthed og bragt ham til at fremstille en heel Dyreclasse.
