Lægdsmanden stryger med sin Haand tre Gange under sine Fodsaaler, inden han stiger i sin Seng. — For at holde sig Pavens Forordning efterrettelig, har man i hele Huset ingen Bibeloversættelse. — Bønnen er alene en Offerhandling, et opus operatum. Jeg saae grandgivelig, at Lægdsmanden, da han læste fra Bords iaftes, slet ikke tænkte paa Andet end Grødfadet og ramsede Gudsord op, som om det blot gjaldt at faae det snart fra Haanden. Jeg iagttog ved samme Nadvere, at Kalkens Brug var menig Mand forbudt. Efter Bordet tog Familiefaderen alene et Tinbæger, drak sig en Snaps og sagde blot til de Øvrige, der stode med tørre Munde: „Singgodt Børn!« Blandt Træsnittene havde man uden mindste Sky hængt en Jomfru Marie til offentlig Skue. Hvad siger man om Alkoven, hvori Jørgen og Gjertrud laae, blot adskilte ved et Brædt? Er det ei uimodsigeligen en Efterligning af det ascetiske Munkesværmeri, at tage sig en Sengesøster? Sorgens hele Statur bærer overhovedet umiskjendelige Spor af Kjødets Spægelse og mørk Munkemoral. Hans Been ere saa spinkle, at de staae i hans korte Vandstøvler som Støderen i en Morter. — Det er yderst oprørende at høre, hvorledes hele Huset, naar en Tidsbestemmelse skal gjøres, betjener sig af den katholske Terminologie. Det falder dem saa flydende at tale om Allehelgens Dag, St. Knuds Dag, St. Annæ Dag, Mikkels Dag &c. Hvad skal man sige om Interjectioner som Hillemænd (ɔ: hellige Mænd) og om Eeden Saamænd (ɔ: sic me juvent sancti viri)? Ole Jeppesen lever med sin Phantasie i Middelalderens Fabler. Han troer, der gives intet sandt Genie, ingen sand Cultur i denne reformeerte Tid. Jeg havde nys en Dispute med hans Moder om Muligheden af at vise stjaalne Sager igjen. Da traadte Lægdsmanden strax paa min og Vantroens Side med de Ord: „I taler, Droen komme mig! som en gammel Tosse, Moer! Det er kun Overtro, at der nu tildags skulde gives saa kloge Folk.” (Denne Tale overraskede mig behageligen). „Nei,”
