Velkommen, Aand! i Danmarks Bøgelunde! Du gamle historiske Kjærminde fra Korsør! Jeg og Du, og Du og jeg, vi skal træde dem i Skidtet, ja træde dem skal vi saa smaat som Smul, de Gabflabe, de Kjødhoveder, som sætte sig op imod den historiske Orden. Længe stod jeg med Trompeten for min Gane, og galede og tudede paa den danske Vang; men Kroppene svarede mig, Tidens Tegn vare mig imod. Du est en Mand efter mit og Historiens Hjerte, Du gamle Stadssatyricus! Du fattede de dybe Toner i Dannevirkes Dannefæ og Hittegods, ja Du priste det lydeligen, skjøndt al Verden meente, det var Kistepræk. Du klapper i Dine historiske Næver, naar jeg smider min Præstekjole og slaaer Skidt paa Drengene, i den bare Vest. Græde maa jeg salte Taarer, ja bløde maa mit historiske Hjerte, naar jeg tænker paa de ryggesløse Tider, da Lammehovederne sætte sig op imod Lammeskindskrøniken, og mene, det er Skind af deres Skind. Kommet, ja kommet er Verdens sidste Tid. Jeg sværger ved Historien, at Verden kan ikke staae til Paaske. Hvor skulde Solen kunne hænge ved Himmelen? hvor skulde Elementerne hænge sammen, naar tolv Studenter have kaldt Jens Baggesen iste i en Avis, og naar Ingemann har faaet Reisestipendium? Nei, opbrænde vil Himmel og Jord; Historien vil komme i Ragnamørk og dømme Menneskene til Niflheim, og adskille Bukkene fra Faarene. Hvad ville de historiske Huusmænd i Udby sige, naar saadant spørges ud paa Marken? Ja, fylde ville de deres Madpose med Ost og Brød, og sige Farvel til de blaaligombæltede Holme. Seile ville de til Helgafjelds iisgraae Kyst, for der i Ro ved Braagen at fuldende Danmarks historiske Liv.
