Oversætter af Saxo og Snorro og forhenvaerende Kapellan til Udby, gjøre herved vitterligt: Saasom os for Øre kommet er, at en Tylvt Studenter have udfordret Jens Baggesen paa Latin, og høilig at befrygte er, at saadan Ulempe engang i den løbende Tid kunde vederfares vor egen høie Person, da ville vi herved have dem udelukkede fra Literaturen, saaledes, at de ikke maae læse, ikke skrive og dem ikke med Pen og Bog befatte, og ikke stande i Nyerups Lexicon, inden saadant Band af os vorder hævet. Givet paa vor Residents udi Løngangsstrædet, ligeover for Vartov Kloster.”
Dersom I fremture udi Eders himmelraabende Frækhed, da skal Eder samme Ulykke times, som ifjor traf Ørsted med Spiritusflaskerne og Luftmaskinen. Jeg og Vorherre have nemlig udelukket ham fra Himmerige[1], fordi jeg befrygtede, at han skulde slaae Vorherre ihjel. Han maa nu smukt staae uden for og lugte, mens Vorherre og jeg sidde indenfor i Kakkelovnskrogen.
Hør Du mig nu, Erasmus Müller! Du agtværdige Mand! hvis literære Person jeg forleden kaldte et „angbrystet Udgangsøg”[2]. (Det kan Du have saa godt, fordi Du ikke roste min Prøveoversættelse nok. Hvor kunde Du forbyde mig at sætte Noget til af mit eget Hoved, fordi det ikke stod i Bogen? Vidste Du da ikke, at det stod i Signelils evige Bryllup? Der varst Du ikke med, og der skalst Du aldrig komme med, „Du min Sangs Skarpretter!”) Klappe Dig vil jeg ved Din Kind, naar Du vil sige, Du har handlet ilde. Lad mig nu see Du tilstaaer, Du est en Løgner. Du kan jo see Dig i mit Exempel. Naar Aar ere henrundne, da siger jeg altid, det var Løgn, hvad jeg hidtil skrev, og hvorved jeg hjemlede min Ret til at tale med. Har
