240
Optegnelser paa Reisen til China.
Sundastrædet.
Den 6te Juni [1820] seilede vi med god Vind forbi Javas Vesthuk og saae med stor Forundring de skjønne Prospecter, som Landets fjerne Klipper frembød. Lysgrønne og mørkegrønne Skove bedækkede Fjeldene, saavidt vort Øie kunde række. Til Afvexling laae hist og her sorte Klipper i Havet, og over dem gik en høi Brænding. En af de foran Landet liggende Klipper havde ved et underligt Naturspil faaet Skabning af en stor Triumphbue. Ovenpaa den groede Træer, og igjennem den saae man det skovbevoxede Høiland i Baggrunden. Et andet kratbedækket Øland var ogsaa af Naturen gjennemboret, men havde et længere Gjennemsnit, saa at det snarere var at ligne ved en stor Buegang af Steen, der stod hvælvet over Havet. Dersom disse hængende Skove havde været dannede ved Kunst, da vilde Semiramis's hængende Haver i Sammenligning med dem have tabt deres Rang blandt den gamle Verdens Underværker. Men de vække dog meer Forundring nu, da man veed, at de skylde deres Dannelse til den vilde Natur. (Athos-Bjerget, udhugget ved Alexander, kunde maaskee her bruges som Indledning)[1]. Fra Landet kom vegetabilske Dunster os imøde, der vare desto friskere, da det Dagen tilforn havde regnet stærkt. Den aromatiske Duft virkede paa vore Nerver, som om vi vandrede igjennem Haver af lutter Jasminer. Jeg hørte ogsaa fortælle, at en vis Plante. der i Lugt har Liighed med Jasminen, skal voxe meget hyppig paa Java. Batavias Damer bruge den til at pynte deres Hovedhaar. Da det lakkede mod Aften, blev Luften stedse meer og meer krydret. Men Landet forsvandt for vore Øine. Luften og Havet
- ↑ Man seer, at Poul Møller har tænkt paa at omarbeide og mulig at udgive disse Optegnelser. — En af Alexander den Stores Bygmestere havde den Kjæmpeplan, at tildanne Bjerget Athos til en Alexanderstatue. Plut. Alex. 72.
