251
Optegnelser paa Reisen til China.
Stok og true, men i samme Øieblik forsvandt Skib og Mandskab. Mange have fortalt mig, at de i deres Ungdom mindes at have seet et Træbillede med trekantet Hat og Stok i Haanden paa Øen. Denne Fatter Jas er Aarsag i den store Dødelighed paa Batavia; thi de, som døe af den batavianske Feber, have ladet sig hyre til at fare med hans Skib.
Manila.
Den 16de Juli [1820] i Dagbrækningen kunde vi fra Dækket see de philippinske Høilande gandske nær ved os. Da vi nærmede os til Eilandet Corregidor, kom en Chaluppe til vort Skib. Under et malet Lærredstelt laae bag i Fartøiet Commandanten i den lille By paa ovennævnte Eiland. Han var fast afklædt, men klædte sig meer og meer paa, alt eftersom han nærmede sig til os. Det var en ældgammel Mand med en lurvet blaa Uniform paa, Ankerknapper og et Par skidne Nankins Buxer. Da han var kommet ombord, gjorde han os gjennem en engelsk Tolk de sædvanlige Spørgsmaale angaaende vor Reiseroute. Han spurgte os, om vi vidste Nyt fra Europa. Vi fortalte ham, at vi i Batavias Tidender havde læst, at der i deres Moderland var Uroligheder. Dette lod han sig sige en 2 à 3 Gange for at indprente det ret i sin Hukommelse. Det afficerede ham ellers ikke stort, og endelig, da han mistvivlede om at kunne memorere det, fik han det skrevet med Blyant paa en Strimmel Papir. Han skulde telegraphere det til andre Pladser. Corregidoreilandet var det skjønneste Land, vi endnu havde seet; thi det var ikke som de vidtberømte Kyster i Sundasttædet reent begroet med Skov, men havde store grønne Sletter paa Bjergene og græsrige Dale imellem Fjeldene. Udenfor laae i Havet sorte takkede Steenknolde. Ved denne Kyst saae vi et Naturspil, liigt det ved Sundastrædet omtalte, en Klippe med et grønt Tag, hvorunder gik en Vei. I samme Klippe gik en mørk Grotte
