253
Optegnelser paa Reisen til China.
vilde Koner, der solgte Frugter ombord, blev saa rørt over min Drengs friske Udseende, at hun forærede ham en Mangosfrugt og klappede ham. Mig vilde hun derimod snyde ved Vexel af en Pjaster, og da en af hendes Chevaillerer gjorde mig opmærksom derpaa, slog hun ham i Ansigtet.
Den 18de om Morgenen tidlig gik vi til Cavite. Det var en ussel, sort Stad, hvis forfaldne Bygninger hist og her saae ud som Rester fra en Ildebrand. Ingen Gade var saa ziirlig som vores Ulkegade. De fleste vare smalle, ureenlige og stinkende. Somme Steder laae døde Dyr, andre Steder fandtes Grønninger midt i Staden. Ikke eet offentligt Sted gaves, hvor jeg kunde faae Brændeviin til vore Folk, der havde roet mig i Land. Jeg tog et af de meest gentile Huse for et Herberg, gik derind, lagde min Hat fra mig og lod som jeg var hjemme. Huuseieren, som kunde tale lidt fransk, kom da hen og oplyste mig om min Vildfarelse, men var tillige saa høflig at tilbyde mig at tjene mig i Alt, hvad hans Huus formaaede. Brændeviin formaaede hans eget Huus ikke, men han skikkede en Karl med mig, som skulde vise mig en Slags Spiritusgrosserer Jeronimo. Jeronimo var ikke oppe. Efter lang Venten saae vi ham tyk og fortrædelig at rokke imod os. Jeg fik en Flaske spansk Brændeviin til Trøst for Matrosernes fastende Maver. Han stod i den Formening. at det var blot en Mundsmag, der skulde drage en stor Handel efter sig. Derfor spurgte han, hvormeget vi vilde have. Vi takkede ham og sagde, vi havde ikke videre at befale. I hele
ung Munk af St. Petri Orden var ombord hos os. Han bar en liden Tonsur og gik med sort Silkekjole, en hvid broderet Rand om Halsen, og sorte Silkestrømper. Han svarede paa mit Spørgsmaal, om han forstod Latin, da han endelig og endelig forstod det: Aha! Multo, multo, Signor, latine loquere possum. — Butellia vinum in mustram. — Han kjendte ikke Græsk fra Hebraisk, og da vi ikke kunde enes om Latinen, sagde han: Ego secundum grammaticam pronuncio.
