Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/546

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

tet. Du har altid fuldt op af lækkre Sager, og Du deler altid som en brav Gut med Dine gode Venner.

Lars. Det gjør jeg. Ole; jeg er ikke storagtig, fordi jeg kan gaae noget bedre klædt end andre Gutter her i Byen og tjener hos en riig Mand, der lader mig gaae over Alt, hvad han har. Jeg holder mig slet ikke for god til at drikke mig et Glas med mine forrige Kammerater.

Ole. Men derfor er Du ogsaa godt lidt, Lars, og det et saa rimeligt, for Du er en Satans Karl, Lars. Man siger, Du har en god Skilling i Sparekassen.

Lars (smilende). Aa, det skal Du ikke troe, Ole; Folk snakke saa meget: hvad jeg eier er ikke saa stort.

Ole. Ja Fanden troe Dig, Lars! Du er gammel; man tager Dig ikke, hvor man sætter Dig. Der er kun een Mening om det ved vort Compagnie. „Lars Espesen er en Gavtyv, en fuul Canaille;“ det siger hver Mand ved vort Compagnie.

Lars (smilende). Sige de det? Ha, ha.

Ole. Du tjener vist paa dine 2 à 300 Daler, for det gamle Tossehoved er jo saa forgabet i Dig, at han kan ikke være Dig foruden.

Lars. I fast Løn har jeg just ikke saa farlig meer end andre simple Karle; men jeg kan jo vel regne paa 6 à 7 Gange saa meget i Extra-Indtægter.

Ole. Ja jeg forstaaer Dig nok: Du er en fuul Hund. Du kniber af og til en liden Lap af de Blaae eller de Gule, naar du børster Magistrens Klæder. Det gjør Du ret i.

Lars. Nei, Gud bevares, Ole, det gjør jeg aldrig.

Ole. Ja, ja Lars, vi forstaae nok hinanden.

Lars. Nei, jeg er troe som Guld; men derfor kan der nok falde lidt af imellem. Jeg skal sige Dig, Magistren er et grættent gammelt Skrog, som de fleste gamle Ungkarle. Han bliver sommetider saa vild over ingen Ting, at han taler mig