Lars. Men er Herr Magistren ogsaa vis paa, den Vise er digtet om Dem? Jeg synes, jeg har hørt Jomfru Caroline synge den for lang Tid siden.
Magisteren. Jomfru Caroline? Ja, det kan nok ligne hende. Er Du virkelig saa dum, Lars, at Du ikke har mærket, hele Visen er fuld af nederdrægtig Spot over mig, eller gjør Du Dig dum, fordi Du troer, jeg skal behandles som et Barn? (Tager en Øienskjerm af sit Hoved). Seer Du Lars? her er den skjønne grønne Jomfrukrands, som den haabefulde Ungdom gjør sig lystig over, og de kalde den en Jomfrukrands, fordi jeg er ugift — seer Du? — og dette mørkeblaae Barattens Baand ved Skjermen, kalder man Silke som blaae Violer. Tvivler Du nu?
Lars. Det træffer rigtig nok underligt sammen; men hvem skulde vel gaae hen og gjøre Viser om en Mand som Magistren.
Magisteren. Det skal jeg oplyse Dig, Lars; det er et Spørgsmaal, der er let at besvare. Forleden Dag gik Poeten Reinhard forbi mig, og jeg saae ham ikke, førend det var for sildigt at tage Hatten af for ham. Der har Du hele Hemmeligheden.
Lars. Jo, jo! Herr Magistren kjender sine Folk. Men veed Herr Magistren hvad? jeg er kun en simpel Karl, der ikke har nogen videre Opdragelse; men jeg synes sandfærdig slet ikke det klæder godt, at holde en brav og en retskaffen Mand for Nar; for efter min Mening er det bedst, at Enhver skjøtter sig selv og lader en Anden være den han er. For naar Alt kommer til Alt, saa kan Enhver vare god for sig.
Magisteren (Idet han med Heftighed gaaer op og ned ad Gulvet) Det skader mig ikke! Det er godt nok til mig! Hvad vil jeg mellem Folk? Jeg kommer til at ansee frisk Luft for en Luxusartikel, som jeg maa lægge af. Jeg kommer til at sidde bestandig her
