Magisteren (stamper i Gulvet). Nu skal Du gaae, og saa ikke et Ord meer.
Lars (kysser hans Haand) Gud velsigne Herr Magistren.
Magisteren. Ja, naar Du faaer Din Villie, saa er Du underdanig. (Han seer ud af Vinduet.) Saa! nu er da min Fred forbi. Der kommer den Laps Christian Klinger ind ad min Port.
Lars. Befaler Herren, at jeg skal lukke Døren af?
Magisteren. Aa nei! Han har allerede seet mig i Vinduet. — Jeg forsikkrer Dig, Lars, jeg vilde give 100 Speciesdaler for at slippe for Omgang med den Æsel. Tænk engang: jeg har drukket Dus med Knegten og gjort ham utallige Tjenester, mens han har gaaet og friet til min Værts Datter, og al den Tak, jeg har for det, er, at han nu løber om i Dameselskaber og copierer min Røst og min Gang.
Lars. See! See! Saa Herr Magistren har hørt for gandske vist, at han gaaer og vrænger efter Dem.
Magisteren. Nei, hørt det fortælle har jeg just ikke; men jeg er ligesaa vis derpaa, som om jeg selv havde seet det med mine egne Øine og hørt det med mine egne Øren. Jeg har selv seet ham eftergjøre over hundrede Personers Lader og Fagter, og jeg veed meget godt, at jeg har alt for meget Naragtigt ved mig, til at han skulde slippe saa god Leilighed til at øve sit Talent.
Lars. Ja, det er saamænd meget muligt, at Herr Magistren har Ret.
Magisteren. Muligt?! Ja, før han forsømmer en Anledning til at glimre for Damer, før lader vor Kat en Muus gaae sin Snude forbi. Det vilde Du selv begribe, Lars! naar Du havde min Erfaring i Verden. (Det banker.) Kom ind!
