Stork. Ja, det kunde vel nok lade sig gjøre; — men —
Klinger. Herr Stork! De gjør mig forskrækket: siig mig for Himlens Skyld, hvad De vil sige med Deres men. Finder De nogen Betænkelighed ved at sige ja?
Stork. Nei, — fra min Side er der ingen Ting i Veien, og om der forresten kan være lidt i Veien, saa giver det sig vel nok. I ethvert Tilfælde skal De være Pigen vis.
Klinger. Jeg forstaaer Dem i Sandhed ikke. Der er ingen Ting i Veien fra Deres Side; der er ingen Ting i Veien fra Pigens Side; der er ingen Ting i Veien fra min Side: fra hvad Side skulde der da være Noget i Veien?
Stork. Er De saa vis paa, min Datter ikke har Noget imod Partiet? Ja; naar man er ung, vakker og har sine Klæder paa Moden, saa har man gjerne gode Tanker om sig selv. Da jeg var paa deres Alder, gik det mig ikke et Haar bedre. Men denne Gang, har De dog faaet et galt Facit ud.
Klinger. Hvorledes? hvad vil De sige med det?
Stork. Jeg vil saa Skam ikke sige Andet, end hvad jeg siger: Pigen siger nei; hun vil ikke have Dem. Men det skal De slet ikke blive i ondt Humeur for. De har jo mit Ord for, at De skal faae hende, og det kan jo være Dem nok.
Caroline. Min Fader! Jeg har allerede sagt Dem, at om Herr Klinger imod al Sandsynlighed vilde gifte sig med en Pige mod hendes Villie, vilde jeg i dette Tilfælde aldeles ikke lade mig tvinge.
Stork. Hvad vil Du vedde med mig, Caroline! at Du inden et halvt Aar skal hedde Madam Klinger?
Caroline. De tier, Herr Klinger? jeg haaber, at De som en Mand af Ære, ved et Ord, bringer mig ud af den beklagelige Nødvendighed, at maatte sige min Fader imod.
Klinger. Jeg staaer, som om jeg var faldet ned af Skyerne.
Stork. Gode Ven! vil De have Pigen, saa skal hun vor
