tænke, hvor Folk kan satte sammen — man føier til, De vilde ikke vise Brevet frem, Ha, ha, ha!
Stork. Ja saa.
M. Klinger. Er det ikke forfærdeligt, saa Folk kan løbe med Sladder. Man skal see, der er ikke forefaldet det Mindste. som kunde give Anledning til dette Rygte.
Stork. Saa De har dog selv en Smule Mistanke.
M. Klinger. Gud bevares! troer De, jeg er fra Forstanden. De har jo viist Brevet til mangfoldige Mennesker. Men De skylder dog Dem selv at tage Sagen lidt alvorligt. Vil De levere mig Brevet; jeg har en Betjent paa mit Contoir, der kjender Husets Underskrift. Jeg skal vise ham det og lade ham indrykke en Replique i Morgenbladet, som skal gjøre Ende paa den ærgerlige Bysladder.
Stork. Lad Dem kun sladdre, naar det kan fornøie dem.
M. Klinger. Lad mig faae Brevet, gamle Stivnakke!
Stork. Nei, jeg vil ikke.
M. Klinger. Der hjelper ingen Snak, De skal herud med det, Bedstefader.
Stork. Jeg gjør det vor Herredød ikke, lad mig saa være i Fred.
M. Klinger. De gjør mig heed om Ørene, lille Stork. Jeg vil tilstaae Dem reent ud, jeg begynder at troe, den hele Historie er et lidet Krigspuds af Dem. Hvad skal jeg troe?
Stork. De kan jo troe, hvad De vil.
M. Klinger. Ja saa gjør jeg nok bedst i at troe, De har narret mig, snilde Fader. Jeg troer, De har digtet en Historie, som er værre end alle Magisterens; men jeg vil strax antage en Procurator, for at faae noget Lys i Sagen.
Caroline (til M. Klinger). For Himlens Skyld, ædle Klinger! udsat ikke min Fader for offentlig Beskjæmmelse. (Til den Yngre) Nu kjender De da min Ulykke.
