Et udbredt Herredom af vildest Sandhed.
Livsaand besidde de henflagrende Drømme,
Med Taarer, Marter og et Skjær af Fryd,
En Steen de læsse paa de vaagne Tanker;
En Steen de lette fra det vaagne Slid.
De skille vores Væsen ad; de blive
Til Halvdeel af os selv og af vor Tid.
De bære Skin af Evigheds Herolder;
De fare hen, som det Henfarnes Aander,
Forkynde som Sybille det Ufødte.
Kraft eie de, ja over Fryd og Kummer
Et mægtigt Enevæld. Os skabe de
Til nye Væsner og til hvad de ville.
Med det Forgangnes Gjenfærd ryste de,
Med gamle Skyggers Rædsel. Siig hvordan?
Er ei alt Svundet Skygger? Hvad da de?
Mon Aandens Fostre? Aanden skabe kan
Livsvæsner og befolke med sin Kraft
Planeters Hær med lysere Legioner,
End nogen Tid var til. De blæse Liv og Aand
I Skikkelser, som overleve Kjødet.
Jeg gad gjenkalde Synet, jeg har drømt,
Muligt i Søvne; — thi een Tanke blot,
Een Slummertanke rummer Aar og Dag
Og størkner længste Liv til et Minut.
II.
Jeg saae to Væsner udi Ungdoms Farve.
De stode paa en Høi, en venlig Høi;
Jævnt hæved sig dens grønne Ryg, den slutted
Ret som et Forbjerg flere Bakkers Rad.
