2
lettere Tropper, Berkshirerne, med hvem jeg deltog i den uheldige Træfning ved Maiwand. Her ramtes jeg i Skulderen af en Jezail Kugle, der knuste Nøglebenet og strejfede Nøglebens-Arterien, og jeg vilde være falden i Hænderne paa de vilde morderiske Ghazier, hvis ikke min brave Oppasser Murway midt under Kugleregnen, og medens vort Kompagni trak sig tilbage, havde baaret mig hen til en Pakhest, løftet mig op paa den og ført mig i Sikkerhed tilbage til de engelske Linier.
Forpint af mit Saar og svækket af de mange haarde Strabadser, som jeg havde gennemgaaet, blev jeg tillige med en hel Del andre saarede sendt ned til Hospitalet i Peshawur. Her forblev jeg i længere Tid og var allerede kommen saa meget til Kræfter, at jeg kunde gaa omkring i Fællessalen, ja endog sidde og slikke Solskin ude paa Verandaen, da jeg atter blev kastet paa Sygelejet af Klimatfeberen, denne vore indiske Besiddelsers Svøbe. I flere Maaneder svævede jeg mellem Liv og Død, og da Krisen endelig var overstaaet og Feberen forbi, var jeg saa svag og medtaget, at Lægerne ikke vilde lade mig blive i Indien en eneste Dag længere end højst nødvendigt. Jeg blev altsaa sendt hjem med »Orontes«, det første af Marinens Skibe, der afgik, og landede en Maaned senere i Portsmouth med fuldstændig nedbrudt Helbred, men med den faderlige Regerings Tilladelse til at bruge de næste tre Fjerdingaar til at forsøge at faa det sat paa Fode igen.
Jeg havde hverken Slægt eller Venner i England og var derfor saa fri som Fuglen i Luften — det vil sige saa fri, som en Gage af ti Shilling om Dagen kan tillade en Ungkarl at føle sig. Det faldt af sig selv, at jeg under disse Omstændigheder tyede
