3
til London, den store Malstrøm, der suger alle Rigets Lediggængere og ensomme Eksistenser til sig. Der boede jeg saa i nogen Tid i et Hotel i Strand, og førte en trøstesløs og meningsløs Tilværelse, der dog slugte alle de Penge, jeg havde at raade over, og endda lidt til. Til sidst blev min Status saa foruroligende, at det stod klart for mig, at jeg enten maatte forlade Hovedstaden og søge ud i Provinsen for at vegetere et eller andet Sted, eller ogsaa maatte der ske en grundig Forandring i min Levevis. Jeg valgte den sidste Udvej, idet jeg bestemte mig til at forlade Hotellet og opslaa mit Kvarter i en mindre fordringsfuld og bekostelig Bolig.
Den selvsamme Dag, som jeg havde fattet denne Beslutning, stod jeg og kiggede ind ad et Boghandlervindu i Strand, da en forbigaaende bankede mig paa Skulderen, og da jeg vendte mig om, saa jeg, at det var den unge Stamford, der i sin Tid havde gaaet paa Hospitalet sammen med mig. Synet af et kendt og venligt Ansigt midt i Londons Vrimmel gør den ensomme godt. Paa Hospitalet havde jeg aldrig givet mig meget af med Stamford, men nu hilste jeg paa ham med stor Varme, og det lod ogsaa til, at det glædede ham at se mig. I min overstrømmende Henrykkelse indbød jeg ham til at spise Frokost sammen med mig i min Stamkafé i Holborn; han tog imod Indbydelsen, og vi satte os op i en Cab og kørte sammen derhen.
»Hvad har De dog gjort ved dem selv, Watson?« spurgte han med uforstilt Forbavselse, idet vi rullede gennem Londons tætfyldte Gader. »De er jo saa tynd som en Stage og saa brun som en Kastanje.«
Jeg gav ham et kort Udtog af mine Hændelser
