7
Ligene i Dissekerkammeret med en Stok, saa synes jeg nok, at denne Kundskabstrang antager en lidt frastødende Form.«
»Prygler Ligene?«
»Ja, for at se, hvorvidt Slagene kan virke paa Nerverne efter Døden. Jeg har selv set ham gjøre det.«
»Og saa paastaar De endda, at han ikke studerer Medicin.«
»Nej, Vorherre maa vide, hvad Hensigt han har med sine Studier. Men nu er vi her, og nu kan De selv danne Dem Deres Mening om ham efter Selvsyn.« Idet han sagde dette, drejede vi ned ad et snævert Stræde, og efter at have passeret en smal Sidedør, kom vi ind i en Fløj af det store Hospital. Jeg stod nu paa kendt Grund og trængte ikke til nogen Fører, men gik hastig op ad den store Stentrappe og ned gennem den lange Korridor med de nøgne hvide Vægge og mange graafarvede Døre. Tæt nede ved den anden Ende førte en Sidegang med buet Loft ind til det kemiske Laboratorium.
Dette var en meget høj og rummelig Sal, opfyldt af utallige Glas, Flasker og Kolber; rundt omkring paa Gulvet stod der brede, lave Borde, spækkede med Retorter, Prøveglas og smaa Bunsenske Lamper med blaa, flimrende Flammer. Men der var kun et eneste Menneske i hele det store Rum; han stod bøjet over et Bord i den anden Ende af Salen, helt optaget af sit Arbejde; men da han hørte Lyden af vore Skridt, saa han sig om og rettede sig derpaa med et Glædesudbrud.
»Jeg har fundet det! Jeg har fundet det!« raabte han til min Ledsager, idet han løb hen mod
