9
frempiblende Bloddraaber dryppe ned i et lille Glas. Nu sætter jeg disse Bloddraaber til en Pot Vand — her skal De se, Blandingen ligner fuldstændig rent Vand. hvilket da heller ikke er saa sært, da Blodmængden forholder sig til Vandet omtrent som een til en Million: men jeg tvivler dog ikke om, at vi nok skal faa den karakteristiske Reaktion.« Idet han sagde dette, kastede han nogle smaa hvide Krystaller ned i Vandet og tilsatte derefter nogle faa Draaber af en gennemsigtig Vædske. Øjeblikkelig antog hele Indholdet en mørk Mahognifarve, og et brunt Pulver bundfældedes i Glasset.
»Se der, — hvad sagde jeg!« udbrød han, idet han klappede i Hænderne og saa lige saa fornøjet ud som et Barn, der har faaet nyt Legetøj. »Hvad siger De til det?«
»Det ser jo ud til at være et meget fint Prøvemiddel,« bemærkede jeg.
»Fortrinligt, fortrinligt! Det gamle Guajak-Prøvemiddel var meget plumpt og usikkert, og lige saa usikker er den mikroskopiske Undersøgelse, der har til Opgave at finde Blodlegemerne — den er aldeles værdiløs, naar Blodpletterne blot er nogle faa Timer gamle. Men dette Middel synes at virke lige godt, enten Blodet er gammelt eller nyt. Hvis dette var bleven opdaget tidligere, da er der Hundreder af Mennesker, som nu gaa fri og frank omkring, som vare komne til at lide Straffen for deres Forbrydelser.«
»Ja, umuligt er det ikke,« mumlede jeg.
»I Tilfælde af Drab afhænger Opdagelsen af den skyldige tit af denne ene Omstændighed. Et Menneske bliver mistænkt for Mord mange Maaneder efter, at dette er begaaet; hans Klæder og Linned
