12
en stor Hundehvalp hos mig,« sagde jeg, »og kan ikke taale Støj, fordi mine Nerver er saa medtagne. Jeg staar tit op paa ganske urimelige Tider af Dagen, og er ganske umanerlig doven. Naar jeg er rask, har jeg forskellige andre Lyder, men disse her ere for Øjeblikket de væsentligste.«
»Regner De Violinspil med til det, De kalder Støj?« spurgte han noget ængstelig.
»Ja, det beror paa den spillende,« svarede jeg; »en veltrakteret Violin er en Fryd for Guderne, men en daarlig Spiller —.«
»Aah — De behøver ikke at fortsætte,« udbrød han, »jeg tror nok, at vi skal komme ud af det med hinanden, og kan vel altsaa betragte Sagen som afgjort — det vil sige, hvis De synes om Værelserne.«
»Naar kan de besés?«
»Vil De komme her hen i Morgen Kl. 12, saa kan vi følges ad hen at se dem og afgøre Sagen,« sagde han.
»Godt — i Morgen Kl. 12 skal jeg være hos Dem,« sagde jeg og trykkede hans Haand.
Han var atter travlt beskæftiget med sine Kemikalier, inden vi forlod Salen.
»Det er sandt,« sagde jeg pludselig, idet jeg standsede og vendte mig mod Stamford, »hvor Pokker kunde han vide, at jeg var kommen fra Afghanistan?«
Min Ledsager smilede paa en hemmelighedsfuld Maade. »Ja, det hører med til hans Ejendommeligheder,« sagde han. »Der er en hel Del Mennesker, som har været meget nysgjerrige efter at vide, hvorledes han udfører sligt.«
»Ah, det er et Mysterium — naa saaledes,«
