Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/113

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

110

en pirrende Modstand. Det ægteskabelige Liv maa ikke være en Slaabrok, man gjør sig magelig i, men heller ei et Snørliv, der generer Bevægelserne; det maa ikke være et Arbeide, der kræver anstrengende Forberedelse, men heller ikke en dissolut Magelighed; det maa bære Præget af det Tilfældige og dog maa man fjernt ane en Kunst; man skal just ikke stirre sig blind paa ved Dag og Nat at prikke paa et Tæppe, der kan skjule Gulvet i den store Sal, men derimod maa gjerne den ubetydeligste Opmærksomhed have et lille hemmelighedsfuldt Mærke i Kanten; man skal just ikke lade sit Navnetræk, hver Dag man spiser sammen, sætte paa Kagen, og dog kan der gjerne være en lille telegraphisk Hentydning. Det gjælder om at holde det Punkt, da man aner Bevægelsens Kredsløb, det Punkt, da Gjentagelsen begynder, saa fjernt som muligt; og da det dog ikke ganske kan holdes borte, gjælder det at have indrettet sig saaledes, at en Variation bliver mulig. Man har kun et vist Indbegreb af Texter; vil man prædike sig op den første Søndag, saa har man ikke blot ikke Noget til hele det følgende Aar, men end ikke Noget til den første Søndag i næste Aar. Saa længe som muligt bør man blive hinanden til en vis Grad gaadefuld, og forsaavidt man successivt aabenbarer sig, maa dette skee med saamegen Benyttelse af de tilfældige Omstændigheder som muligt, saa at det bliver saa relativt, at det kan sees igjen fra mange andre Sider. Man maa vogte sig for enhver Overmæthed og Eftersmag.” Du vilde nu boe i Stueetagen af dette herskabelige Slot, der skulde ligge i en skjøn Egn, dog i Nærheden af Hovedstaden. Din Kone, Din Gemalinde, skulde beboe første Sals venstre Fløi. Det var Noget, Du altid havde misundt fyrstelige Personer, at Mand og Kone boede adskilte. Hvad der imidlertid igjen fjernede det Æsthetiske fra et saadant Hofliv, var et Ceremoniel, som gjorde Fordring paa at staae over Kjærligheden. Man bliver meldt, man venter et Øieblik, man bliver modtaget. Det var Noget, der i og for sig ikke var uskjønt, men sin sande Skjønhed fik det dog først, naar det blev et Spil med i Elskovens guddommelige Leg, naar det blev tillagt Gyldighed saaledes, at