Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/128

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

125

til Raison; Alt var da forvirret, og Du havde faaet et Par Ægtefolk i Poesiens Verden gjort ulykkelige.

Det er det, der gjør det saa vanskeligt at indlade sig med Dig. Vilde jeg vove mig ud paa, hvad der vistnok kunde kaldes Glatiis for mig, at forsøge novellistisk at skildre et Ægteskab, der seierrigt bestod i Kamp med en Mængde saadanne Gjenvordigheder, saa vilde Du ganske roligt svare: ja det er blot Digt, og i Poesiens Verden kan man sagtens gjøre Folk lykkelige, det er det Mindste, man kan gjøre for dem. Tog jeg Dig under Armen og gik omkring med Dig i Livet, og viste Dig et Ægteskab, der havde stridt den gode Strid, saa vilde Du, hvis Du var i det Humeur, svare: „ja det er godt nok, det Udvortes i Fristelsen lader sig bevise, det Indvortes ikke, og jeg antager, at Fristelsen ikke har havt den indvortes Magt i dem, thi ellers havde det ikke været til at udholde”. Ret som om det var Fristelsens sande Betydning, at Folk skulde gaae under i den. Dog nok herom. Naar Du engang faaer i Sinde at hengive Dig til denne Vilkaarlighedens Dæmon, saa er der ingen Ende derpaa, og som Du da optager Alt, hvad Du gjør, i Din Bevidsthed, saa optager Du ogsaa denne Vilkaarlighed, og glæder Dig ret over at gjøre Alt vaklende.

Ganske i Almindelighed kan jeg inddele disse Vanskeligheder i de udvortes og de indvortes, idet jeg bestandig erindrer om det Relative i en saadan Inddeling med Hensyn til Ægteskabet, hvor Alt netop er indvortes. Først altsaa de udvortes Vanskeligheder. Jeg tager nu her ingenlunde i Betænkning eller frygter for at nævne alle de nedtrykkende, ydmygende, fortrædigende, endelige Sorger, kort Alt det, der constituerer et weinerlich Drama; Du og Dine Lige ere, som allevegne, yderst vilkaarlige. Nødsager et Skuespil af denne Art Eder til at foretage en saadan Vandring gjennem Ulykkens Huler, saa sige I, det er uæsthetisk, slæbende og kjedsommeligt. Og deri have I Ret; men hvorfor? fordi det indignerer Eder, at noget Ophøiet og Ædelt gaaer under for Sligt. Vender I Eder derimod til den virkelige Verden, møde I der en Familie, der blot har gjennemgaaet det Halve af de Gjenvordigheder, som