Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

143

ægteskabelige Kjærlighed i sig har den første Kjærlighed og derved dennes Trofasthed. Men en saadan ideal Ægtemand lader sig ikke fremstille; thi Pointet er Tiden i sin Extension. Ved Enden af de femten Aar er han tilsyneladende slet ikke kommen videre end han var i Begyndelsen, og dog har han i høi Grad levet æsthetisk. Hans Besiddelse har ikke været ham en død Eiendom, men han har bestandig erhvervet sin Besiddelse. Han har ikke kæmpet med Løver og Trolde, men med den farligste Fjende, som er Tiden. Men nu kommer ikke Evigheden bagefter som for Ridderen; men han har havt Evigheden i Tiden, bevaret Evigheden i Tiden. Han først har derfor seiret over Tiden; thi Ridderen kan man sige om, han har dræbt Tiden, som man jo stedse ønsker at slaae Tiden ihjel, naar den ingen Realitet har for En; men dette er aldrig den rigtige Seier. Ægtemanden har som en sand Seierherre ikke dræbt Tiden, men frelst og bevaret den i Evigheden. Den Ægtemand, der gjør det, han lever i Sandhed poetisk, han løser den store Gaade, at leve i Evigheden og dog høre Stueuhret slaae, saaledes at dets Slag ikke forkorter, men forlanger hans Evighed, en Modsigelse, der er ligesaa dyb, men langt herligere end den, der indeholdes i den bekjendte Situation, som skyldes Middelalderen, der fortæller om en Ulykkelig, at han vaagnede op i Helvede og raabte: hvad er Klokken, hvorpaa Djævelen svarede: en Evighed. Og lader Sligt sig nu end ikke kunstnerisk fremstille, saa være det Din Trøst som det er min, at det Høieste og Skjønneste i Livet, det skal man ikke læse om, ikke høre om, ikke see, men, om man saa vil, leve. Naar jeg derfor gjerne indrømmer, at den romantiske Kjærlighed meget bedre egner sig til kunstnerisk Fremstilling end den ægteskabelige, saa skal dermed ingenlunde være sagt, at denne er mindre æsthetisk end hiin, tværtimod, den er mere æsthetisk. Der forekommer i en af den romantiske Skoles genialeste Fortællinger en Person, der ikke har Lyst til, som de Andre, med hvilke han lever, at digte, fordi det er Tidsspilde og berøver ham den sande Nydelse; han vil derimod leve. Havde han nu havt en rigtigere Forestilling om hvad det er at leve, saa havde han været min Mand.