Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

146

anden? Nu er jeg ved Dit gamle Kjætteri. Du kommer til at indskrænke Kjærligheden til en vis Alder, og Kjærligheden til Een i en saa kort Tid, og derpaa som alle erobrende Naturer rekrutere, for at gjennemføre Dit Experiment; men det er jo netop den allerdybeste Profanation af Elskovens evige Magt. Det er jo Fortvivlelse. Hvordan Du vender og dreier Dig deri, maa Du tilstaae, at Opgaven er den, at bevare Kjærligheden i Tiden. Er dette umuligt, saa er Kjærligheden en Umulighed. Det, der gjør Din Ulykke, er, at Du sætter Kjærlighedens Væsen ene og alene i disse synlige Tegn. Skal disse nu gjentages atter og atter og vel at mærke med en sygelig Reflexion over, om de bestandig have den Realitet, som de havde ved det tilfældige Accidents, at det var første Gang, saa er det intet Under, at Du ængstes, og at Du henfører disse Tegn og „Gestikulationer” til de Ting, om hvilke man ikke tør sige: decies repetita placebunt; thi naar det, der gav dem Værdi, var Bestemmelsen af den første Gang, saa er en Gjentagelse jo en Umulighed. Men den sande Kjærlighed har en ganske anden Gehalt, den udarbeider i Tiden, og vil derfor ogsaa være i Stand til at forynge sig i disse ydre Tegn, og har, hvad der er mig Hovedsagen, en ganske anden Forestilling om Tid og om Betydningen af Gjentagelse.

I det Foregaaende har jeg udviklet, at den ægteskabelige Kjærlighed har sin Strid i Tiden, sin Seier i Tiden, sin Velsignelse i Tiden. Jeg betragtede da Tiden blot som simpel Progression, nu skal det vise sig, at den ikke blot er en simpel Progression, hvori det Oprindelige bevares, men en voxende Progression, hvori det Oprindelige tiltager. Du, som har saa megen Observation, vil vist give mig Ret i den almindelige Bemærkning, at Menneskene dele sig i to store Classer, De som fremherskende leve i Haabet, og De som fremherskende leve i Erindringen. Begge Dele antyde et urigtigt Forhold til Tiden. Det sande Individ lever paa eengang baade i Haabet og i Erindringen, og forst derved faaer hans Liv sand, indholdsrig Continueerlighed. Han har altsaa Haabet, og vil derfor ikke, som de Individer, der blot leve af Erindring, tilbage i