149
Skjul, den breder sin Finne ud mod Strømmen, den skjuler sig under en Steen. Hvor eensformigt, og dog hvor rigt paa Forandring! Saaledes er det ægteskabelige Huusliv, stille, beskedent, nynnende; har ikke mange Changements, og dog er det som hiint Vand rindende, dog har det som hiint Vand Melodi, kjær for Den der kjender den, kjær for ham, netop fordi han kjender den; det er uden Pragt, og dog udbreder sig stundom en Glands over det, som dog ikke afbryder dets vanlige Gang, ligesom naar Maanens Straale falder paa hiint Vand og viser det Instrument, paa hvilket det spiller sin Melodi. Saaledes er det ægteskabelige Huusliv. Men for at det skal kunne sees saaledes og leves saaledes, forudsætter det een Egenskab, som jeg nu skal nævne Dig. Det er et Vers af Oehlenschläger, som jeg veed Du før i det Mindste har sat stor Priis paa. For Fuldstændighedens Skyld vil jeg afskrive det:
Hvor Meget sig i Verden dog forene maa,
For Elskoven ret at trylle frem!
Først: et Par Hjerter, som hinanden vel forstaae,
Saa Ynde, der ledsager dem;
Saa Maanen med sin Straale ned
I Vaaren, gjennem Bøgens Grene;
Saa at de træffes kan alene —
Saa Kys — og saa Uskyldighed.
Du giver Dig jo ogsaa af med at lovprise Elskoven. Jeg vil da ikke berøve Dig, hvad der vel ikke er Din Eiendom, thi det er jo Digterens, men hvad Du dog har tilegnet Dig; men da ogsaa jeg har tilegnet mig det, saa lad os dele, Du faaer det hele Vers, jeg det sidste Ord: og saa Uskyldighed.
Endelig er der endnu en Side af det ægteskabelige Liv, som ofte har givet Dig Anledning til Angreb. Du siger: „den ægteskabelige Kjærlighed skjuler noget ganske Andet i sig; den synes saa mild og skjøn og om, men naar først Døren er lukket efter Ægteparret, saa, inden man veed et Ord deraf, kommer Mester Erik frem, saa hedder det, det er Pligt, og nu kan I pynte mig dette Scepter ud saa meget som I vil, gjøre det til et Fastelavns-Riis, det bliver dog en Mester Erik.” Denne